Danmark vil indgå udleveringsaftale med emirater

Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil i indeværende uge rejse til De Forenede Arabiske Emirater for at underskrive en udleveringsaftale. Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
En udleveringsaftale indebærer, at lande kan udlevere eftersøgte kriminelle til hinanden.
"Vi har set eksempler på, at formodede gerningsmænd skjuler sig under varmere himmelstrøg og dermed undgår at blive retsforfulgt og stillet til ansvar her i landet for deres handlinger."
"Det gælder både i sagen om svindel med udbytteskat og i forbindelse med den hensynsløse vanvidsbilisme, der i 2019 kostede en politibetjent livet på Langebro, hvor den formodede gerningsmand senere flygtede til Dubai," skriver Nick Hækkerup i pressemeddelelsen.
Her sigter justitsministeren øjensynligt mod eksempelvis finansmanden Sanjay Shah, der ses om en af hovedmændene bag milliardsvindlen med udbytteskat.
Det understreges i pressemeddelelsen, at Udleveringsloven er gældende for aftalen.
Den indeholder en række forudsætninger for, at Danmark kan udlevere personer til retsforfølgelse i andre lande, eksempelvis at landet ikke udøver tortur, dødsstraf og andet.
"Der vil således ikke på baggrund af en generel udleveringsaftale kunne ske udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i et andet land, hvis det strider mod udleveringsloven," står der i pressemeddelelsen.
De Forenede Arabiske Emirater tæller blandt andre Abu Dhabi og Dubai. Særligt sidstnævnte er i årevis blevet voldsomt kritiseret for at se stort på menneskerettigheder.
Europa-Parlamentet opfordrede så sent som i 2021 virksomheder og medlemsstater om at holde sig fra en større konference i Dubai på grund af brud på menneskerettighederne.
De Forenede Arabiske Emirater har også igennem flere år været i fokus for fængslingen af menneskerettighedsaktivisten Ahmed Mansoor.
Bagmandspolitiet tvivler på, at den hovedmistænkte i udbyttesagen møder frivilligt op til straffesag
Storbritannien suspenderer aftale med Hongkong om udlevering