Indiens premierminister kommer på sjældent besøg i Danmark
Indiens premierminister, Narendra Modi, kommer på officielt besøg i Danmark 3.-4. maj.
Det er første gang i 20 år, at en indisk premierminister er på besøg i Danmark efter en lang periode med diplomatisk kulde som følge af sagen om Niels Holck, der kastede våben ned til en indisk oprørsgruppe.
”Jeg glæder mig til at tage imod premierminister Modi. Vi har en god dialog og et godt samarbejde – ikke mindst gennem det grønne strategiske partnerskab,” siger statsminister Mette Frederiksen (S) i en pressemeddelelse.
Besøget sker i forbindelse med den indiske premierministers rundrejse i Europa, hvor han også aflægger visit hos forbundskansler Olaf Scholz i Tyskland og præsident Emmanuel Macron i Frankrig.
I den forbindelse accepterede Modi en invitation fra statsministeren om at komme til Danmark.
”Fokus vil være på det grønne strategiske partnerskab, som Danmark og Indien indgik i 2020 og på den grønne energiomstilling, der ikke mindst i lyset af krigen i Ukraine er helt central,” skriver Statsministeriet.
Modi modtages på Amalienborg af dronningen og kronprinsparret 3. maj. Herefter er dronningen vært for en middag.
Onsdag 4. maj er statsministeren vært for et indisk-nordisk topmøde, hvor regeringslederne fra Norge, Sverige, Island og Finland også deltager.
”Danmark kan være med til at accelerere Indiens grønne omstilling. En grøn omstilling, der både vil være til gavn for klimaet og som kan bidrage til at mindske afhængigheden af importerede fossile brændstoffer,” siger Mette Frederiksen.
Ukraine også på dagsordenen
Det er også planlagt, at statsministeren skal drøfte situationen i Ukraine med den indiske premierminister.
”Som et vigtigt medlem af det internationale samfund kan Indien spille en væsentlig rolle ved at gøre sin indflydelse gældende,” siger Frederiksen.
Forholdet mellem Indien og Danmark var i mange år yderst anstrengt. Årsagen var Niels Holck, som bidrog til at kaste våben ned til en oprørsgruppe i Indien i 1995. Inderne ønsker ham udleveret, men de danske domstole afviste på grund af risiko for tortur.
Det udløste en diplomatisk krise, der i en periode førte til, at myndighedskontakten mellem Danmark og Indien blev afbrudt. De seneste år er forholdet dog blevet markant bedre. Og besøget i Indien i 2021 markerede, at de to lande i dag arbejder godt sammen, selvom Holck-sagen ikke er glemt. Mette Frederiksen beskrev ved den lejlighed relationen som ”rigtig, rigtig god”.