PolicyWatch

V vil se på ekstra penge til beboere tæt på vindmøller

Bedre bonusordning for berørte borgere skal bane vej for flere landvindmøller og solceller, foreslår Venstre.

Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Regeringens grønne udspil ”Danmark kan mere II”, der blev præsenteret i april, er for uambitiøst.

Sådan lyder det fra Venstre, der nu tager sit eget energiudspil med til de igangværende forhandlinger.

Danmark skal hurtigere, end hvad regeringen foreslår, være uafhængig af russisk gas. Der skal flere solceller på industrianlægs tage. Og der skal være større lokal opbakning til opstilling af vindmøller og solceller.

Sådan lyder nogle af partiets initiativer.

Konkret ønsker Venstre blandt andet at se på VE-bonusordningen fra 2020, når det handler om at få flere vindmøller og solceller på land.

Ordningen giver beboere, som bor i en afstand af op til otte gange vindmøllens højde eller 200 meter fra nærmeste solcelleanlæg, mulighed for en årlig skattefri udbetaling.

”Hvis vi skal have mere vedvarende energi, så tror vi, at det er altafgørende, at vi har den lokale opbakning med. Det er meget svært,” siger Marie Bjerre, Venstres klimaordfører.

”Vi foreslår, at man kigger på VE-bonusordningen. Kan man udvide den, så beløbet eksempelvis er større, eller så den dækker flere? Og hvilke hindringer, der i øvrigt er for at bruge ordningen?”

I dag er den forventede gennemsnitlige årlige udbetaling per husstand for vindmøller mellem 5000 og 6500 kroner, mens det er mellem 2000 og 2500 kroner for solceller.

Hvor mange penge Venstre vil sætte af til en eventuel udvidelse af ordningen, kommer dog an på, hvordan en udvidelse vil ske, lyder det.

Firedobling af sol og landvind

I regeringens udspil er ambitionen at firedoble produktionen fra solenergi og landvind frem mod 2030. Den ambition bakker Venstre op om.

Et andet initiativ til forhandlingerne fra Venstre er, at Danmark allerede ved udgangen af 2027 skal have 100 procent grøn gas og dermed være uafhængig af russisk gas. Regeringen har sat 2030 som mål.

Venstre mener, at 2027 kan lade sig gøre ved at øge produktionen af biogas svarende til Danmarks forbrug af gas.

Også solceller på industrianlæg skal der være flere af, hvis det står til Venstre.

”For vi skal have mere vedvarende energi, og der har vi et kæmpepotentiale, hvis vi får mere sol på tage. Jeg synes, at det er en blind vinkel fra regeringens side, at de ikke har noget omkring det med i deres udspil,” siger Marie Bjerre.

Hos EU-Kommissionen er det samme et tema. Kommissionen foreslog tidligere i maj, at solcelletag gøres obligatorisk på alle nyopførte større erhvervsbygninger og offentlige bygninger fra 2025.

Det samme skal gælde for alle nye boliger fra 2029.

Mette F. er åben for at give hurtigere tilladelser på grøn energi

Kæmpedyk i dansk forbrug af naturgas

Aftale om grøn strøm til 230 millioner husstande er underskrevet


Mere fra PolicyWatch

Bredt flertal vil af med gas fra 2035 grundet Rusland

Rusland har for stor indflydelse, og derfor vil bredt flertal i Folketinget med gas fra 2035 ifølge ny aftale. Dansk Fjernvarme glæder sig over aftalen. Men det skorter med hjælp til landets boligejere, lyder det. (Opdateret)

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier