
Op mod 2,5 millioner danske borgere, der bor på plejehjem eller er over 50 år, vil i efteråret blive tilbudt vaccination mod coronavirus. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag formiddag på et pressemøde i Statsministeriet.
Pressemødet handler om en strategi for de kommende måneders håndtering af coronaepidemien. Der er særligt fokus på efteråret og vinteren, hvor smitten forventes at stige.
Ifølge Mette Frederiksen vil plejehjemsbeboere og andre sårbare blive tilbudt vaccinationen fra 15. september. Borgere over 50 år vil blive tilbudt vaccination fra 1. oktober.
Tilbuddet om vaccination mod corona kommer ifølge Mette Frederiksen, fordi vaccinerne skal være et værktøj til at undgå at dele af samfundet må lukke igen.
Hun siger, at det er vaccinerne, vi kan takke for, at der ikke kom yderligere tiltag og nedlukninger sidste vinter.
”Det vigtigste værktøj er stadig vaccinerne. De viste deres værd sidste vinter. Men vi ved også, at vaccinernes beskyttelse falder med tiden, og sundhedsmyndighederne forventer en ny bølge,” siger Mette Frederiksen.
Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, siger på pressemødet, at det bliver vaccinationer fra Moderna og Pfizer/BioNTech, som borgerne bliver tilbudt. Det er også de vacciner, som er blevet givet før.
Men de har vist sig ikke at beskytte særlig godt mod, at man bliver smittet med corona, siger han.
”En af de ting, vi har lært af de nye varianter, er, at vaccinerne ikke er særligt gode til at forebygge smitte. Der er vi blevet klogere.”
Søren Brostrøm siger, at vaccinerne til gengæld er gode til at forebygge alvorlig sygdom, så vi ikke får en stor sygdomsbølge.
Særligt udsatte kan få vaccine i næste uge
Særligt udsatte grupper får dog allerede fra begyndelsen af næste uge tilbud om revaccination.
”Vi har nu en ny variant, som spreder sig hurtigt i Europa og i Danmark. Myndighederne vurderer, at den nye variant er mere smitsom end den tidligere. Derfor handler vi nu. Og det gør vi først og fremmest for at beskytte jer, der er sårbare og ældre,” siger Frederiksen.
Smitten med coronavirus stiger igen i Danmark. Det skyldes blandt andet undervariant af omikronvarianten, BA.5, som er blevet dominerende i Danmark.
Regeringens coronastrategi har fire overordnede mål, siger hun. Den handler om at passe på vores ældre og sårbare, at undgå overbelastning på sygehuse, at sikre dansk økonomi samt at undgå nedlukninger og få for mange restriktioner.
Corona kostede sundhedsvæsnet 20 milliarder kroner sidste år
Heunicke: Danmark var ikke godt nok forberedt på coronapandemi