
Der er for mange møder, for meget snak og administration, når folk bliver ledige. Det mener et politisk flertal, som fredag har indgået en aftale om at forenkle regler på beskæftigelsesområdet.
Som led i aftalen får a-kasserne fra 1. januar 2024 ansvaret for kontakten til de ledige i de første tre måneder af et ledighedsforløb.
I stedet for flere samtaler om det samme skal der være en obligatorisk samtale – en jobsamtale.
”Jeg er glad for, at det er lykkedes at lande en aftale, som nytænker beskæftigelsesindsatsen og forhåbentlig får flere hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet. Vi har givet a-kasserne ansvaret for de forsikrede ledige i de første tre måneder,” siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse.
Regeringen har indgået aftalen sammen med SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og fem løsgængere - tidligere medlemmer af DF.
Besparelser i det nuværende system skal medfinansiere retten til tidlig pension, fremgår det af aftalen.