PolicyWatch

Politisk aftale på plads om huslejeloft

Til stor fortrydelse for ejendomsbranchen har regeringen og dens støttepartier fredag landet en aftale om at lægge loft på huslejen i boligudlejningsejendomme. Udlejere, der kan dokumentere højere driftsudgifter, kan bryde loftet. ”Helt skævt,” lyder reaktionen fra pensionskassernes talerør.

"For regeringen har det været afgørende at passe på de danske lejere," lyder det fra indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen efter at have landet en politisk aftale om huslejeloft. | Foto: PR / Anni Norddahl

Regeringen er sammen med SF, Radikale Venstre og Enhedslisten blevet enige om en aftale om et huslejeloft på 4 procent årligt. Loftet skal gælde de næste to år, oplyser Indenrigs- og Boligministeriet.

Huslejeloftet er blevet besluttet for at skabe ro for landets lejere i en tid, hvor inflationen i juli blev opgjort til 8,8 pct., lyder det.

Indgrebet gælder både eksisterende lejekontrakter og fremtidige lejekontrakter. Det vil også gælde de huslejer, der er sat op i løbet af de seneste måneder. Deres huslejer vil blive sat ned typisk tre måneder (svarende til lejers opsigelsesvarsel) efter indgrebet træder i kraft, forklares det.

”For regeringen har det været afgørende at passe på de danske lejere. De skal ikke gå fra hus og hjem på grund af den voldsomme inflation, vi oplever lige nu. Derfor glæder jeg mig over, at vi har kunnet indgå denne aftale om et huslejeloft på 4 procent. Det skaber tryghed og ro for lejerne,” udtaler indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S).

Det vil være muligt for udlejere at hæve lejen over 4 procent, hvis udlejer kan dokumentere højere driftsudgifter i forhold til året før, og huslejestigningen på 4 pct. ikke kan dække dette, fremgår det.

Det fremgår desuden af aftalen, at der efter de to år skal indføres et nyt indeks til regulering af huslejerne, ”som afspejler den reelle udvikling i udlejers omkostninger.”

Udover ejendomsbranchen, der har talt dunder mod et huslejeloft, lyder der også kritiske ord fra pensionsselskabernes talerør, F&P, hvor man advarer mod, at den lavere regning til lejerne nu blot ender hos alle pensionsopsparere, der må tåle et lavere afkast.

”Det er helt skævt, hvis ufaglærte, kontoransatte og andre pensionsopsparere med lav- og mellemindkomster skal samle en inflationsregning op for alle, der bor til leje, helt uafhængigt af deres indtægter og økonomiske situation. Det er der en stor og reel risiko for med den model, som er aftalt i dag,” siger adm. direktør Kent Damsgaard i en kommentar.

Økonomer: S-forslag om huslejeloft er omfordeling

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

PolicyWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier