PolicyWatch

Myndigheder sætter sig sammen for at håndtere gaslæk

En række myndigheder er nu samlet for at koordinere håndteringen af gaslækagerne i Østersøen.

Foto: ODD ANDERSEN/AFP / AFP

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tirsdag understreget, at de danske myndigheder tager gaslækagerne i Østersøen meget alvorligt.

Det understreges af, at en række danske myndigheder i dag har sat sig sammen i Den nationale operative stab, forkortet Nost, for at koordinere håndteringen af de tre læk på Nord Stream-gasledningerne ud for Bornholm.

Oplysningen bekræftes af udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn tirsdag.

”Det er næppe tilfældigt. Det ser mærkeligt ud, at der er tre udslip af den karakter umiddelbart efter hinanden. Så det tager vi selvfølgelig meget alvorligt,” siger Jeppe Kofod.

Det er Rigspolitiet, der leder den nationale operative stab, som blandt andet består af repræsentanter for efterretningstjenesterne, Forsvaret, beredskaberne og Udenrigsministeriet.

Nost aktiveres blandt andet ved større ulykker, katastrofer og terrorangreb. Det er tidligere blandt andet sket i forbindelse med togulykken på Storebælt i 2019 og angrebet på Krudttønden i 2015.

I forbindelse med mødet i Udenrigspolitisk Nævn siger forsvarsminister Morten Bødskov (S), at Forsvaret har været til stede siden mandag med et patruljeskib, der har sejlet rundt i området, ligesom Beredskabsstyrelsen også er på plads. Senere vil et havmiljøskib og en fregat støde til.

Forsvarskommandoen oplyser til Ritzau, at det drejer sig om havmiljøskibet ”Gunnar Thorson” og fregatten ”Absalon”. Samtidig er der et helikopterbidrag på forhøjet beredskab.

Bornholms Politi skriver på Twitter, at borgere på Bornholm og Ertholmene ikke er i fare på grund af gasudslippene.

”Myndighederne vurderer, at der ikke er sikkerheds- eller sundhedsmæssige risici for borgerne på Bornholm og Ertholmene som følge af gaslækagerne,” skriver Bornholms Politi.

Det var mandag, at den første lækage på Nord Stream 2-forbindelsen blev konstateret cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm. Tirsdag morgen blev der fundet yderligere to lækager på Nord Stream.

Begge gasledninger er ude af drift. Det russiske gasselskab Gazprom har lukket for Nord Stream 1 indtil videre, mens Nord Stream 2 aldrig nåede at komme i drift. Begge indeholdt dog gas under tryk.

Statsministeren betragter gaslækage med stor alvor

Rusland vil ikke udelukke sabotage som årsag til gaslæk

Green Power Denmark: Endegyldigt slut med russisk gas til vinter

Beredskabsniveau hævet til næsthøjeste niveau efter gaslæk

To lækager på Nord Stream 1-gasledning ved Bornholm

Mere fra PolicyWatch

Folkemødet henter ny direktør

Foreningen Folkemødet har ansat en ny direktør, der har en omfattende karriere i internationale hjælpeorganisationer bag sig - senest en direktørpost i Mellemfolkeligt Samvirke.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier