PolicyWatch

Bødskov: Der kan gå en til to uger før læk kan opklares

Der er så meget gas i rørene i Østersøen, at man først om en til to uger kan undersøge sabotage. (Opdateret)

Forsvarsminister Morten Bødskov. | Foto: Emil Helms

Der kan gå en til to uger før, der er tilpas ro på området i Østersøen til at lækager på gasledninger i Østersøen kan undersøges.

Det siger forsvarsminister Morten Bødskov (S). Han var onsdag i Bruxelles for at mødes med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Her var der opbakning til Danmark, og Nato-allierede vil også bidrage til undersøgelsen af eksplosionerne, som myndighederne betegner som sabotage.

”Det kommer til at tage tid. Lytter man lidt til dem, der ved noget om, hvor meget gas der er i rørene, hvor lang tid der vil gå, inden trykket falder, så er virkeligheden, at det kan tage en uge eller 14 dage, før der er ro nok på området, til at man kan se, hvad der er sket.”

Militæreksperter forventer, at hvis det er Rusland, der står bag, så er det formentlig gjort på en måde, så man ikke kan opklare, hvem der står bag. Hvad er din forventning - bliver det opklaret?

”Det ved jeg ikke. Men vi gør alt, hvad vi kan. Og jeg kan efter mit møde med Jens Stoltenberg sige, at det ikke er opbakning til Danmark, der mangler,” siger Morten Bødskov.

Han var onsdag til møde i Natos hovedkvarter i Bruxelles. Et besøg, der meget passende allerede før eksplosionerne var udset til at handle om spændinger i Østersøen.

Her har Danmark tre gange i år måttet sende fly på vingerne for at flyve afskrækkelsesmissioner. Også andre Nato-lande omkring Østersøen har øget deres tilstedeværelse.

Og der vil være opbakning til Danmark fra Nato både i forhold til sikkerhed og arbejdet med at undersøge eksplosionerne, siger Morten Bødskov.

”Natos generalsekretær ser med meget stor alvor på det, der er sket. Det er vigtigt at understrege, at det er sket i internationalt farvand, og at der ikke er tale om dansk kritisk infrastruktur. Men vi skal tage det alvorligt. Der er fuld støtte fra Natos generalsekretær til det tætte samarbejde med vores Nato-allierede om at få opklaret, hvad der er sket,” siger Morten Bødskov.

Ikke alt, man udtaler sig om

Ifølge Morten Bødskov vil Danmark sammen med Nato-allierede omkring Østersøen nedsætte et efterforskningshold og lave en samlet strategi for undersøgelserne.

Der ligger også strøm og datakabler på havbunden. Det vil formentlig være værre for Danmark, hvis de bliver ramt. Hvad gør I for at forhindre det, og kan man overhovedet forhindre et angreb?

”Vi er helt opmærksomme på, hvor kablerne er og har selvfølgelig truffet forholdsregler. Det er ikke alt i den sammenhæng, man udtaler sig om. Men vi er helt opmærksomme på, hvilke forhold der er på dansk territorial havbund og også andre steder,” siger Morten Bødskov.

Vi ved ikke, hvem der står bag sabotagen, men vi ser en Putin, som angriber i Ukraine og truer med at bruge atomvåben. Skal man som dansker være bekymret for sin sikkerhed?

”Danskerne skal ikke være bekymrede. Der er ikke nogen militærtrussel mod Danmark. Og der er heller ikke nogen militærtrussel mod Nato. Det er klart, at Europa er udfordret, fordi Putin er en trussel mod fred og sikkerhed i Europa. Der er krig i Europa, og vi har et fælles ansvar for at stå skulder ved skulder med Ukraine og hjælpe dem med at vinde denne kamp. For det, der sker nu, er i strid med alle de ting, vi har kæmpet for i generationer,” siger Morten Bødskov.

Minister: Ingen øget militær trussel efter gaslækager

Mette Frederiksen: Gaslækager er sket ved bevidste handlinger

Myndigheder sætter sig sammen for at håndtere gaslæk

Statsministeren betragter gaslækage med stor alvor

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier