PolicyWatch

Politikeres troværdighed dykker forud for muligt efterårsvalg

Minksag og sager mod Støjberg og Messerschmidt slider ifølge kommentator på borgernes tillid til politikere.

Det står skidt til med borgernes tillid til landets politikere. Det viser en ny troværdighedsmåling, som lander samtidig med, at et folketingsvalg kan være lige på trapperne.

Det er kommunikationsbureauet Radius, der har spurgt 2036 danskere om deres tillid til 26 forskellige faggrupper.

Målingen placerer politikere i bunden, når det gælder de adspurgtes opfattelse af deres troværdighed. Det er ikke nyt. Den placering har politikerne indtaget i målingerne siden 2010.

Årets måling viser alligevel et signifikant dyk siden sidste år, siger stifter af og direktør i Radius Nicolaj Taudorf Andersen. Det kan ifølge direktøren hænge sammen med et forestående folketingsvalg.

”Vi ser et markant fald i politikernes troværdighed. Det er en tendens, vi ofte har set i troværdighedsanalysen forud for et valg. Op til og under en valgkamp bliver fronterne trukket hårdt op mellem partierne, og personsager og mudderkast stjæler dagsordenen og mediebilledet. Det gør altså ondt på politikernes troværdighed,” siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Under corona blev der ifølge professor Michael Bang Petersen, Aarhus Universitet, set en stigning i opbakningen til regeringen. Den er nu ebbet ud, men det ses ofte under kriser. Han peger på, at det også kan ske nu, hvor der er usikkerhed efter flere gaslækager i Østersøen:

”Der er også et potentiale i den situation, vi står i lige nu, for, at det kan skabe en større opslutning til den siddende regering og et ønske om at stå sammen,” siger han.

Minksag, Messerschmidt og Støjberg har slidt på troværdigheden

Politisk kommentator Hans Engell mener, at en række sager har slidt på troværdigheden for hele politikerstanden.

Han nævner sagen om manglende lovhjemmel ved aflivningen af mink, rigsretssagen mod Inger Støjberg og retssagen mod Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt om snyd med EU-midler.

”Der har været et stort antal skandalesager, og det koster dyrt på troværdighedskontoen,” siger han.

Men målingen er - set med kommentatorens øjne - mindst lige så skidt for en anden faggruppe, som er tæt på politikerne, nemlig embedsmænd. Embedsmændene indtager en plads som nummer 21 ud af 26 på ranglisten.

”Hvis jeg sad i Djøf (fagforening for akademikere, red.) eller AC (Akademikernes Centralorganisation, red.) ville jeg tage den her måling meget alvorligt. Hvis det her er udtryk for, at vælgerne ikke mener, at fagligheden og upartiskheden hos embedsmændene er i top, står de med et meget stort problem,” siger Hans Engell.

I bunden af målingen ligger også bilforhandlere, journalister, ejendomsmæglere og bankrådgivere.

Mere fra PolicyWatch

Folkemødet henter ny direktør

Foreningen Folkemødet har ansat en ny direktør, der har en omfattende karriere i internationale hjælpeorganisationer bag sig - senest en direktørpost i Mellemfolkeligt Samvirke.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier