PolicyWatch

Mette Frederiksen har delt detaljer om gaslækager med Liz Truss

Statsministeren har lørdag været forbi Downing Street 10 for at mødes med den britiske premierminister.

Foto: Mads Claus Rasmussen

Krigen i Ukraine, den aktuelle energikrise og situationen med gaslækagerne i Østersøen tæt på Bornholm.

Det var emnerne, da statsminister Mette Frederiksen (S) lørdag formiddag var på besøg hos Storbritanniens premierminister, Liz Truss.

Det siger Mette Frederiksen til pressen efter mødet.

Her understreger hun igen, at der er tale om sabotage i Østersøen. Af en kort erklæring fra Downing Street fremgår, at lederne var enige om, at der ”tydeligvis er tale om en sabotagehandling”. Eksplosioner har medført fire lækager på gasrørsledningerne Nord Stream 1 og 2.

”Jeg har kunnet givet nogle detaljer om, hvad der er sket lige uden for Danmark. Det har været vigtigt for mig at understrege, at de danske myndigheder har sagt, at dette ikke er et uheld. Dette er noget, som nogen har planlagt,” siger Mette Frederiksen:

”Vi er meget bekymrede omkring situationen med Nord Stream 1 og 2. Der er tale om sabotage. Det er kritisk infrastruktur, så det er en alvorlig situation. Vi ved endnu ikke, hvem der står bag.”

Hun tilføjer, at myndigheder i Danmark, Sverige og Tyskland arbejder tæt sammen i efterforskningen.

Kort efter sit besøg hos Truss talte Mette Frederiksen med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, om Ukraine og situationen i Østersøen. Det oplyser Statsministeriet på Twitter.

Senere lørdag går turen til Bruxelles. Her skal Mette Frederiksen mødes med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, og EU-præsident Charles Michel.

På diplomatisk overarbejde

Tidligere på ugen har statsministeren holdt møder med flere stats- og regeringschefer. Der har blandt andet været et videomøde med den tyske forbundskansler, Olaf Scholz. Mette Frederiksen har også talt statsministrene i Sverige og Norge.

”Vi har været på overarbejde internationalt og diplomatisk. Jeg har talt med Scholz to gange, med den svenske statsminister ad flere runder, europæiske ledere, og i dag er jeg så i Downing Street.”

”Dette er ikke kun et anliggende for Danmark og Sverige. Dette er noget, som har interesse i Nato, EU og blandt vores allierede, hvorfor jeg selvfølgelig er glad for den meget entydige opbakning både fra Nato, EU og i dag fra Storbritannien,” siger Mette Frederiksen.

Eksplosionerne på de solide gasrør er sket på havbunden nær Bornholm. Ikke i dansk territorialfarvand, men i det man kalder eksklusiv økonomisk zone for Danmark. En anden eksplosion er sket i Sveriges økonomiske zone.

Danmarks territorium omfatter territorialfarvandet, der går ud til 12 sømil - knap 24 kilometer - fra kysten. Derefter følger den eksklusive økonomiske zone.

Det betyder, at staten i denne zone har eneret til at udnytte de naturressourcer, som er i havet, på havbunden og i undergrunden.

Kyststaterne har også ret til at håndhæve deres respektive miljølovgivning inden for zonen. Den strækker sig til op til 200 sømil - knap 400 kilometer - fra kysten.

Zonen omfatter i grove træk Danmarks del af Nordsøen, de indre danske farvande samt den del af Østersøen, der omgiver Bornholm.

Nato-lande lover sammenhold i gassag: Alt tyder på sabotage

Gasudslip i Østersøen er på vej mod rekord

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier