Tænketank: Klimamål om 80 procents CO2-reduktion bliver 27 milliarder dyrere
De rød-grønne partier er gået til valg på at sænke Danmarks udledning af CO2 med 80 pct. inden 2030. Men det kommer til at koste for samfundet at indfri den ambition. Det skriver Berlingske.
Ifølge beregninger fra Axcelfuture, som også kalder sig erhvervslivets tænketank, vil der i Danmark skulle reduceres yderligere 7,8 mio. ton CO2 oven i de fem mio. ton, man stadig mangler at finde i besparelser, hvis man skal nå målet om at reducere udledningen med 70 pct. i 2030.
Ifølge Axcelfutures beregninger vil de samfundsøkonomiske omkostninger ved at øge klimaindsatsen stige med cirka 27 mia. kr. om året målt i 2022-priser.
Det vil ifølge Joachim Sperling, direktør i Axcelfuture, betyde, at landbruget skal bidrage endnu mere, og at det vil være umuligt at komme uden om at flytte en stor del af svine-, kvæg- og mælkeproduktionen ud af landet.
”80 procentmålet er rendyrket klimanationalisme. Det peger ingen steder hen,” siger han.
Hos De Økonomiske Råd har man endnu ikke regnet på, hvad det vil koste at hæve målet til 80 pct. reducering i 2030, men miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen, der er professor ved Institut for Fødevarer på Københavns Universitet, fortæller til Berlingske, at det vil blive dyrt, da det er de dyreste reduktioner, der mangler.
Klimarådet er skeptisk over for forslag om at øge mål i klimaloven
Socialdemokratiet åbner for at hæve mål i klimaloven
Dansk Fjernvarme efterlyser mere politisk samspil, hvis målsætning skal nås