Folketingsmedlem forlader Nye Borgerlige og melder sig ind i DF
Nye Borgerliges folketingsmedlem Mikkel Bjørn har forladt partiet og meldt sig ind i Dansk Folkeparti, oplyser DF-formand Morten Messerschmidt på Twitter. Det samme skriver Mikkel Bjørn på Facebook.
Skiftet kommer, kort efter at Pernille Vermund meddelte, at hun stopper som formand for Nye Borgerlige. I stedet skal der vælges ny formand 7. februar på en ekstraordinær generalforsamling, og her er folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen indtil videre den eneste, der har meldt sig som kandidat.
Netop Lars Boje Mathiesen er grunden til, at Mikkel Bjørn, der blev valgt til Folketinget for første gang ved seneste valg, nu skifter parti.
”Lad mig sige det ligeud. Lars er knalddygtig – og ingen kan som han udstille venstrefløjens misbrug af skatteborgernes penge, så de står afpillede tilbage. Men Lars er også en solorytter. Der efterlades ikke meget plads til samarbejde, konstruktiv dialog og fælles fodslag. Personen Lars ender indimellem med at fylde så meget, at partiets interesser og andre personer må vige,” lyder det blandt andet i facebook-opslaget fra Mikkel Bjørn.
Truet med eksklusion
Videre anklager han Nye Borgerliges sekretariatschef for på et møde for en uge siden at lufte muligheden for ekskludering, hvis Mikkel Bjørn ikke bakkede op om Lars Boje Mathiesens formandskandidatur.
”Det endte med, at sekretariatschefen – med efterfølgende opbakning fra Lars Boje – meddelte mig, at hvis jeg ikke inden for to timer vendte tilbage med en besked om utvetydig opbakning til Lars Boje Mathiesen som formand – så var det en mulighed, at jeg blev ekskluderet fra både gruppen og partiet,” skriver Mikkel Bjørn.
Mødet blev afholdt, inden Lars Boje Mathiesen meldte sig som formandskandidat onsdag ifølge Mikkel Bjørn.
Mikkel Bjørn fik dog efterfølgende en undskyldning fra sekretariatschef Lars Eldrup ”på Pernilles (Vermund, red.) anledning, da hun blev bekendt med situationen”.
Som den eneste i folketingsgruppen bakkede Mikkel Bjørn efterfølgende ikke op om Lars Boje som formand. Han udbad sig i stedet betænkningstid, der nu er endt med udmeldelsen.
Så vidt Mikkel Bjørns version. Ifølge Peter Seier Christensen, som var med til at stifte Nye Borgerlige og er en del af folketingsgruppen, blev Mikkel Bjørn ikke truet med eksklusion her og nu, men at det kunne være en mulighed i fremtiden.
”Det, vi talte om, var, at hvis Lars Boje blev valgt som formand, og han så på et senere tidspunkt ikke kunne bakke op om formandskabet, så kunne det selvfølgelig være en mulighed. Der har ikke været tale om, at hvis han ikke pegede på Lars Boje, eller hvis han selv valgte at stille op. Det er simpelthen ikke korrekt,” siger Peter Seier Christensen.
Mikkel Bjørn har tirsdag meldt sig ud af Nye Borgerlige, som står over for en udskiftning af både formand og næstformand, efter at partiets formand, Pernille Vermund, har meldt ud, at hun vil stoppe.
I opslaget på Facebook er der ros til Pernille Vermund og hendes tid som formand. Men Mikkel Bjørn ærgrer sig over tidspunktet for beslutningen om at stoppe som partiets leder.
”Nu har Pernille smidt taktstokken – og efterladt partiet i en situation, som det slet ikke er organisatorisk eller politisk klar til at håndtere. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over Pernilles beslutning. Den er med sikkerhed velbegrundet – ligesom man altid bør vægte hensyn til børn og familie over politik,” skriver han.
Nye Borgerlige er nu nede på fire folketingsmedlemmer. Dansk Folkeparti er modsat oppe på seks folketingsmedlemmer.