PolicyWatch

Boris Johnson går i kødet på Theresa Mays brexitplan

Theresa Mays forslag til, hvordan Storbritannien kan forlade EU, er en ydmygelse, mener Boris Johnson.

Foto: /ritzau/Jack Hill/

"En politisk ydmygelse", tordnede Storbritanniens tidligere udenrigsminister Boris Johnson tirsdag mod den plan for et såkaldt brexit, som landets premierminister, Theresa May, har fremlagt.

Theresa Mays plan, den såkaldte Chequers-plan, blev gennem flere minutter angrebet af Boris Johnson ved Det Konservative Partis konvent i Birmingham.

Angrebet kom på et arrangement væk fra hovedscenen på konventet. Det blev mødt med højlydte klapsalver fra det fremmødte publikum.

Ifølge Boris Johnson vil planen fange Storbritannien i EU's regler for handel, toldsatser og afgifter. Han opfordrer derfor til at droppe planen.

Theresa May har hidtil erklæret, at Chequers-planen bliver hendes udgangspunkt for en aftale med EU om Storbritanniens udtræden.

Den plan gik hendes tidligere udenrigsminister dermed direkte til angreb på. Trods det utvetydige angreb på Mays plan, fastholder Johnson, at deres fælles parti bør give May fuld opbakning.

Boris Johnsons angreb øger presset på Theresa Mays plan. Oppositionspartiet Labour har erklæret, at det vil stemme nej til hvilken som helst aftale, den britiske regering når frem til med EU.

Derudover har regeringens støtteparti, det nordirske DUP, tirsdag skærpet kravet til, at der ikke oprettes nogen form for grænsekontrol mellem Nordirland og resten af Storbritannien.

Netop grænsen til Nordirland er en af de knaster, som står i vejen for en aftale. Modsat DUP henviser Irland til Belfastaftalen fra 1998, der stoppede årtier med blodig vold i Nordirland.

I aftalen er det taget for givet, at der ikke er nogen hård grænsekontrol mellem Irland og Nordirland. Hvis Storbritannien træder ud af EU, skal en grænse mellem EU og Storbritannien dog oprettes et sted.

Mere fra PolicyWatch

Københavns klimamål på vej op i den blå luft

Efter glippet udbudsdeltagelse kræver det ”mirakler” at få CO2-fangst i storskala i 2025, konstaterer ARC. Borgmester erkender, at det ser svært ud for hovedstaden at leve op til sit klimamål uden og vil have regeringen til at ændre på reglerne.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier