"No deal" kan ramme Danmark hårdt

Det vil kunne mærkes for dansk økonomi, fiskeri og erhvervsliv, hvis EU og Storbritannien ikke enes om en brexit-aftale.
Det siger en centralt placeret britisk regeringskilde til Jyllands-Posten. Blandt andet vil de nuværende planer om at sikre danske fiskere adgang til britisk farvand efter brexit ryge »ud af vinduet« i et ”no deal”-scenarie.
Danmark sælger langt flere varer til briterne end omvendt, og den eksport vil blive dyrere og mere besværlig i en kaotisk ”no deal”-situation, hvor alle EU-båndene til Danmarks fjerdestørste handelspartner kappes den 29. marts næste år. Få lande rammes hårdere end Danmark ifølge Valutafonden.
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) udtaler til Jyllands-Posten, at der arbejdes hårdt på at få en aftale i hus, men tilføjer:
"Vi er nødt til at forberede os på, at det måske ikke lykkes at nå til enighed."
Regeringen ansætter ekstra toldere og er i gang med at afdække konsekvenserne af "no deal", "så vi så vidt muligt kan afbøde de værste skadevirkninger", siger Samuelsen og tilføjer, at virksomhederne også selv har et ansvar for at blive klar.
/ritzau
Professorer inden brexit-topmøde: Tiden er ved at løbe ud for May