Professor: En brexitaftale er tæt på og dog langt væk

Selv om EU's stats- og regeringschefer søndag ventes at nikke ja til en aftale om briternes udtræden af unionen, er det slet ikke til at sige, hvordan forholdet til Storbritannien reelt kommer til at se ud.
Det siger EU-professor ved Københavns Universitet Marlene Wind, efter at hun har læst den politiske erklæring.
Lang tids tovtrækkeri fik torsdag en foreløbig afslutning, da EU og Storbritannien fandt fælles fodfæste om udkastet til den politiske erklæring.
Men der er ikke meget reelt indhold i den, vurderer professoren.
"Det er en meget, meget lang og løs hensigtserklæring med meget lidt konkret indhold. Alt er til diskussion. Der er ingen sikkerhed for noget som helst i den her aftale. Det er ikke til at sige, hvad det hele ender med," siger Marlene Wind.
Det luftige sprog i erklæringen skyldes ifølge Wind, at dens formål er at overbevise britiske parlamentsmedlemmer om at stemme ja til aftalen.
Dokumenterne skal godkendes i både det britiske parlament og EU-Parlamentet, før en aftale er i stand.
Der er imidlertid ikke meget, der tyder på, at der er tilfredshed med aftalen i premierminister Theresa Mays hjemland.
Hverken tilhængere eller modstandere af brexit ser det som en god aftale, lyder Marlene Winds vurdering. Tilhængerne vil have et mere markant brud med EU, mens modstanderne fortsat vil foretrække at blive i EU.
Tidligere brexitminister Dominic Raab, der forlod regeringen i protest mod udtrædelsesaftalen, siger sågar, at han anser Mays aftale som værre end at blive i EU.
Uroen og utilfredsheden i Storbritannien kan betyde, at det hele ender med en ny folkeafstemning om EU, selv hvis EU-landene som ventet godkender skilsmissepapirerne søndag.
"Det bliver umådeligt svært for May at få opbakning i parlamentet. Aftalen er slet ikke spiselig. Og hvis det her går i vasken, så er vi tættere på en ny folkeafstemning, end vi længe har været," siger Marlene Wind.
Topmødet søndag anses mest af alt som ceremonielt, hvor EU-lederne blot skal give deres ja. Mødet er sat til at vare cirka tre timer, hvilket er sjældent set i EU-sammenhæng.
Den politiske erklæring udgør sammen med udtrædelsesaftalen, som parterne i sidste uge blev enige om, et udkast til de afgørende dokumenter for skilsmisseaftalen mellem EU og Storbritannien.
May efterlyser støtte til EU-aftale i åbent brev til briterne