EU fremlægger nødplan for at holde fly til London i luften

Flytrafik, handel og finansielle ydelser skal sikres med nødplan, som EU-Kommissionen har udarbejdet.
Valdis Dombrovskis. | Foto: /ritzau/AP Photo/Virginia Mayo
Valdis Dombrovskis. | Foto: /ritzau/AP Photo/Virginia Mayo
AF RITZAU

Med blot 100 dage til Storbritanniens planlagte udtræden af EU har EU-Kommissionen onsdag fremlagt initiativer, der skal mindske de negative effekter for handel, flytrafik og klima i tilfælde af en afsked uden aftale. 

Nødplanen fokuserer på 14 områder. 

Initiativerne skal snarest med hjælp fra EU-landene og EU-Parlamentet vedtages, lyder appellen fra kommissionen. 

"Vi ser på forskellige områder, og vi træffer nødvendige foranstaltninger for at minimere omvæltningerne," siger næstformand i kommissionen Valdis Dombrovskis. 

Planen tager hånd om flytrafikken, så man kan undgå et fuldstændigt stop for flytrafik mellem Storbritannien og EU efter brexit. 

Der gives - på betingelser - midlertidig tilladelse til direkte passagerflyvninger mellem parterne. Den vil gælde i et år. 

Der gives dog kun tilladelse til direkte fly mellem Storbritannien og en EU-destination. Således vil et britisk fly, hvis nødplanen godkendes, ikke kunne flyve fra London via Paris til Rom. 

Desuden lægger EU-Kommissionen op til, at britiske finansvirksomheder fortsat kan have adgang til markeder i EU - også i et år.

Risikoen for en aftaleløs skilsmisse er vokset, efter at den britiske premierminister Theresa May i december udskød sit planlagte forsøg på at få udtrædelsesaftalen godkendt i det britiske parlament. 

Udtrædelsesaftalen blev godkendt af May og EU's øvrige stats- og regeringschefer 25. november i Bruxelles. Den skal også godkendes af det britiske parlament og af EU-Parlamentet.

Nødplanen vil kun "kunne begrænse skaden", understreger Valdis Dombrovskis. 

Den kan ikke udligne effekten af en udtrædelsesaftale. 

"Det er klart, at det er bedre at blive end at forlade EU, og det er bedre at forlade med en aftale, hvis man forlader EU," siger Dombrovskis.

Hos Dansk Erhverv kalder man det et "dårligt tegn", at kommissionen nu finder det nødvendigt at udsende en nødplan. Men kommissionen har ifølge EU-chef Lasse Hamilton Heidemann ikke andet valg. 

"Det er vigtigt i sammenhængen at forstå, at der er tale om ensidige og midlertidige planer. Det er altså ikke aftaler mellem briterne og EU," siger EU-chefen. 

De ensidige initiativer kan trækkes tilbage straks, hvis briterne ikke tilbyder samme muligheder for EU-landene.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også