PolicyWatch

Talsmand: May vil bede EU om at udskyde brexit

I et brev til EU-præsident Donald Tusk vil den britiske premierminister bede om forlængelse af brexitdeadline.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, vil sende et brev til EU-præsident Donald Tusk med en plan for at udskyde brexit.

Det oplyser Mays talsmand, skriver nyhedsbureauet AFP. 

Brevet vil blive sendt onsdag, inden premierministeren rejser til Bruxelles for at deltage i et topmøde torsdag. 

Udskydelsen skyldes ifølge talsmanden, at det britiske parlament er gået i baglås, og at situationen omkring brexit er kritisk. 

Talsmandens udmelding kommer ifølge nyhedsbureauet AFP efter "forlydender" om, at May vil forsøge at udskyde brexit med 12 måneder. 

Theresa May havde håbet at kunne overtale parlamentets medlemmer til at støtte hendes skilsmisseaftale med EU, men planen om en ny afstemning i onsdag blev mandag afvist af parlamentets formand, John Bercow.

Premierministeren skal bringe en helt ny eller i hvert fald en væsentligt ændret aftale på bordet, før han vil tillade en ny afstemning.

"Regeringen kan ikke lovligt igen indsende det samme forslag eller grundlæggende det samme forslag til Underhuset," lød det mandag fra Bercow i det britiske Underhus.

Theresa Mays brexitaftale er to gange blevet stemt ned af parlamentet med stort flertal.

Den senest afstemning var tirsdag i sidste uge, hvor 391 parlamentsmedlemmer stemte for, og 242 stemte imod. May tabte dermed med 149 stemmer.

Dagen efter sagde parlamentet nej til, at det vil forlade EU uden en aftale.

Det fik Theresa May til at varsle en ny afstemning om brexitaftalen senest den 20. marts og John Bercow til at aflyse den. 

Storbritannien står lige nu til at forlade EU den 29. marts.

Ved en afstemning torsdag i sidste uge stemte parlamentet ja til at søge om at udskyde den dato. 412 stemte for, og 202 stemte imod. Men kun hvis det lykkedes at finde en aftale før den 20. marts. 

En forlængelse af briternes deadline for brexit kræver enighed blandt de øvrige 27-EU-lande. 

Michel Barnier, EU's chefforhandler, advarede tirsdag mod, at enhver udskydelse af brexit vil få "politiske og økonomiske konsekvenser for de øvrige 27 EU-lande. 

"En større udskydelse bør være kædet sammen med noget nyt, et nyt element eller ny politisk proces," sagde Barnier.

"Hvordan kan vi sikre, at vi ikke er tilbage ved den samme situation som i dag, når en eventuel forlængelse slutter?", spurgte han tirsdag. 

/ritzau/

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier