PolicyWatch

Medier: Boris Johnson overrasker og vil støtte Mays aftale

Tidligere udenrigsminister Boris Johnson har meddelt sin støtte til Mays aftale, der dog stadig får det svært.

Brexit-fortaler Boris Johnson mener, at et hårdt brexit svarer bedst til, hvad briterne stemte i 2016. | Foto: Jeff Overs/BBC/Reuters/Ritzau Scanpix

Han har i lang tid været en af de helt store kritikere af den britiske premierminister Theresa Mays brexitaftale. 

Alligevel ser det nu ud til, at den tidligere britiske udenrigsminister Boris Johnson er klar til at støtte Mays aftale.

Johnson, der er konservativ og støtter det britiske farvel til EU, har onsdag aften således meldt sin støtte til Mays aftale.

Det rapporterer flere britiske medier - heriblandt The Guardian og Politico.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at Johnsons konservative kollega og nært allierede Conor Burns har oplyst om den overraskende kovending. 

Nyheden kommer kort efter en opsigtsvækkende udtalelse fra May.

Den hårdt pressede premierminister meddelte onsdag således, at hun er klar til at forlade sin post, hvis hendes aftale stemmes igennem i parlamentet. Den er to gange tidligere blevet afvist af stort flertal.

På trods af Mays melding ser den også stadig ud til at have det svært.

Ifølge den politiske gruppe European Research Group (ERG) er Mays løfte ikke tilstrækkeligt til at skaffe støtte til hendes aftale.

Gruppen ERG tæller omkring 20 konservative britiske parlamentarikere, der søger et fuldstændigt brud med EU.

"Der er på ingen måder nok stemmer til at få stemt udtrædelsesaftalen igennem," siger en talsmand for ERG ifølge AFP.

BBC's politiske redaktør mener dog at vide, at 25 konservative har ændret deres holdning til Mays aftale og nu vil stemme for den.

Boris Johnson er stor fortaler for brexit, og han kaldte onsdag i en klumme Mays brexitaftale for en "national ydmygelse".

Alligevel har han nu angiveligt tænkt sig at støtte Mays aftale.

54-årige Boris Johnson nævnes af blandt andet britiske Sky News og nyhedsbureauet Reuters som en af favoritterne til at blive Storbritanniens næste premierminister efter May.

Briterne stod oprindeligt til at forlade EU den 29. marts. Den dato er dog foreløbig blevet skubbet til den 12. april.

Lykkes det for det britiske parlament at nå til enighed om en aftale, står datoen for brexit til at blive den 22. maj. Det er dagen inden, at det øvrige EU tager hul på europaparlamentsvalget.

Mere fra PolicyWatch

Sundhedsaktører: Se digital sundhed som en investering

Regionerne skal have økonomiske rammer til at investere i nye digitale sundhedsløsninger, hvis danskerne også i fremtiden skal kunne få behandling af høj kvalitet, lyder det fra blandt andet Dansk Erhverv og Danske Regioner.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier