Lektor: May spillede sin sidste trumf

En historisk kontrol over det britiske Underhus fik parlamentarikerne ikke meget ud af onsdag aften.
Theresa May. | Foto: Ritzau Scanpix/Toby Melville
Theresa May. | Foto: Ritzau Scanpix/Toby Melville
AF RITZAU

Hvad der kunne have været et frisk pust og en mulighed for at skabe et flertal over midten i det britiske underhus på brexit-spørgsmålet er løbet ud i sandet.

Samtlige otte forslag stillet af parlamentarikerne i det britiske underhus blev nemlig nedstemt onsdag aften.

Forinden aftenens afstemning om de alternative forslag til en brexitaftale, havde May lovet sin afgang.

"Det halmstrå, som Theresa May havde i form af at love sin afgang, såfremt hendes brexitaftale blev stemt igennem, ser også ud til at fortone sig ud i det uvisse."

"Det var helt klart hendes sidste trumfkort hun spillede," siger Ole Helmersen, lektor ved CBS med speciale i britisk politik.

Sammen med resultatet af aftenens afstemning, efterlader det Storbritanniens politiske system i en nærmest kaotisk tilstand, mener lektoren.

"Det er svært at se, hvordan de skal komme ud af denne her klemme. Det ligner et totalt sammenbrud."

Tættest på at nå et flertal var et forslag om, at Storbritannien skulle søge en aftale om at blive i EU's toldunion.

Det ville løse den store knast i Mays aftale med EU med det samme.

"Fordelen ved en toldunion er, at man løser hovedproblemet med Theresa Mays aftale, der er en eventuel grænse mellem Irland og Nordirland."

"Men en del parlamentsmedlemmer har netop stemt nej til Mays aftale, fordi de så en risiko for, at man ville blive bundet i toldunionen. For når man er med i toldunionen, accepterer man samtidig, at det er EU, der forhandler frihandelsaftaler på vegne af alle landende."

"Og det har været et væsentligt element for mange af de hårdeste brexit-tilhængere, at Storbritannien selv skulle have mulighed for at indgå frihandelsaftaler."

Aftenens afstemninger var ikke juridisk bindende, hvorfor afstemningerne blev set som vejledende.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også