To ud af tre kender ikke danske EU-parlamentsmedlemmer

En professor og to medlemmer af EU-Parlamentet kritiserer danske medier for sløj dækning af EU-stoffet.
Jørn Dohrmann, medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti, er ikke særligt kendt blandt danskerne. | Foto: Ritzau Scanpix/Henning Bagger
Jørn Dohrmann, medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti, er ikke særligt kendt blandt danskerne. | Foto: Ritzau Scanpix/Henning Bagger
AF RITZAU

To ud af tre vælgere kan ikke nævne ét eneste dansk medlem af Europa-Parlamentet.

Det fremgår af en måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.

1766 personer over 18 år er telefonisk blevet spurgt om uassisteret at nævne et medlem. Her svarede 64 procent, at de ikke kunne nævne et medlem.

Resultatet skal tolkes som en syngende lussing til især medierne.

Det mener professor på Københavns Universitet Marlene Wind, der er meget overrasket over målingen.

"Vi har været medlem i så lang tid, og medierne er simpelthen snart nødt til at behandle det her stof, som man gør med det nationale parlament."

Men det falder også tilbage på vælgerne selv, mener hun.

"Jeg vil tillade mig at sige til de vælgere, som synes, at EU er for fjernt og udemokratisk: Så tag lige selv at komme op af sofaen."

"Jeg er ikke imponeret over den kritik af EU's manglende legitimitet, når folk ikke gider at google, hvem der sidder i parlamentet."

Flest kender Messerschmidt

I undersøgelsen var topscoreren Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. 15 procent kunne nævne ham.

I den anden ende ligger partifællen Jørn Dohrmann, der ikke genopstiller.

Kun 0,3 procent kunne nævne ham.

"Det går jeg ikke så meget op i. Det betyder nok, at jeg ikke har lavet de store skandaler, kan man sige."

"Jeg tænker, at den her kendiseffekt betyder meget. Hvis man nu har været med i Big Brother, Vild med Dans eller lavet et eller andet sindssygt stunt, fylder det meget," siger Jørn Dohrmann.

Derudover mener han heller ikke, at medierne er deres opgave voksen. Derfor er han heller ikke overrasket over den samlede måling.

"Med så lille en dækning og interesse ville det faktisk være overraskende for mig, hvis der var flere, der kunne nævne nogen. Men jeg synes da, at det er ærgerligt," siger han.

De Radikales spidskandidat, Morten Helveg Petersen, mener også, at størstedelen af skylden ligger hos medierne.

Han anerkender dog, at store dele af EU-stoffet er teknisk. Derfor skal parlamentarikerne blive bedre til at skære budskabet, så folk kan forstå det.

"Men det er altså bare svært at få danske medier til at bide på."

"Jeg oplever ikke, at EU-stoffet er en integreret del af nyhedsdækningen, som det eksempelvis er i Frankrig og Tyskland," siger han.

2,8 procent af de adspurgte kunne nævne Morten Helveg Petersen som medlem af EU-Parlamentet.

En lignende undersøgelse fra YouGov i Tyskland viste ellers forleden, at vores naboer mod syd heller ikke er helt opdateret.

Her svarede 45 procent af de tyske vælgere, at de ikke kender en eneste af de tyske partiers spidskandidater til valget 26. maj.

Kun 26 procent svarer, at de har hørt om Manfred Weber. Weber er spidskandidat for parlamentets borgerlige og største gruppe, EPP, til posten som formand for EU-Kommissionen.

Han er med andre ord topkandidat til en af de mest magtfulde positioner i EU.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også