PolicyWatch

EL og Radikale vil skære i støtten til EU's klimasyndere

Klimaprofessor Sebastian H. Mernild mener, at EU spiller en stor rolle i kampen mod klimaudfordringerne.

Morten Helveg Petersen (R). | Foto: Charlotte de la Fuente/POLFOTO/Ritzau/Scanpix

Det skal koste på pengepungen, hvis EU-landene ikke lever op til målsætningerne i Parisaftalen fra 2015.

Det mener spidskandidaterne til europaparlamentsvalget fra Enhedslisten og De Radikale.

Parisaftalen er egentlig juridisk bindende. Alle lande, der tilslutter sig aftalen, skal bidrage til at reducere de globale udledninger. Men det er dog frivilligt, hvad hvert enkelt land vælger at sætte som mål.

Det var på et klimatopmøde i Paris i 2015, at 196 lande skrev under på, at man vil begrænse temperaturstigningerne til under to grader og gerne tættere på 1,5 grader.

"Jeg er klar til at skære i EU-støtten til de lande, der ikke lever op til vores grønne målsætninger," lyder det fra De Radikales spidskandidat, Morten Helveg Petersen.

Hans kollega hos Enhedslisten er enig.

"Det støtter vi selvfølgelig op om," siger Nikolaj Villumsen.

"Vi ser gerne, at EU's budget indrettes sådan, at der er mere støtte til dem, der bidrager til den grønne omstilling. Og det er klart, at det ikke er tilfældet for de lande, der ikke gør det," tilføjer han.

Så langt vil Dansk Folkepartis Peter Kofod ikke gå.

"Det hører du mig ikke sige så tit, men netop klima er et område, hvor EU kan spille en stor rolle."

"Jeg synes jo, at man skal leve op til de aftaler, man indgår. Men jeg synes, at man skal passe på med at finde stokken frem og så ellers bare slå løs på alt og alle."

"Klimapolitikken rundt i Europa er meget forskellig, og den forskellighed skal selvfølgelig også respekteres," siger Peter Kofod.

Når man kigger på den totale CO2-udledning, ligger EU på 6,9 ton C02 per person årligt. Til sammenligning ligger USA på 16,5.

Alligevel spiller EU en stor rolle, mener klimaprofessor Sebastian H. Mernild, der leder det anerkendte norske klimainstitut Nansensenteret i Bergen,

"Det gør EU selvfølgelig. Vi skal have EU-landene til samlet set at få udledningen ned. Hvis EU ikke gør noget - eller nok - er der jo nogle lande, der skal gøre endnu mere," siger han.

/ritzau/

Mere fra PolicyWatch

Finanskrisens sidste store opgør slutter med champagne og økonomisk ruin

Den tidligere adm. direktør i Roskilde Bank Niels Valentin Hansen blev torsdag i Højesteret dømt til at betale en erstatning på godt 232 mio. kr. til Finansiel Stabilitet. Statens bank ser næppe nogensinde pengene, men påpeger, at det ikke var det, man gik efter. Frifundne bestyrelsesmedlemmer ånder lettet op.

Læs også

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier