PolicyWatch

Løkke stemmer på sin søn: Vil undgå ballade i familien

Trods mange gode Venstre-kandidater var statsministeren ikke i tvivl om, hvem der skulle have hans stemme.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Bergur Løkke Rasmussen fra Venstre bliver interviewet efter de har stemt på Nyboder Skole under Europa-Parlamentsvalget 2019 i København, søndag den 26. maj 2019. | Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det var med et stort smil, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) trådte ud af stemmeboksen søndag middag på Nyboder Skole i København.

Han var mødt op sammen med sin familie - herunder sønnen Bergur Løkke Rasmussen, der selv stiller op til Europa-Parlamentet for Venstre.

"Det er et svært valg, for vi har kun gode kandidater i Venstre med stor spændvidde," lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

"Det er en hemmelig valghandling, men jeg tror da, at jeg får ballade derhjemme, hvis ikke der er fem stemmer på Bergur på det her valgsted," sagde han - formentlig med henvisning til antallet af familiemedlemmer.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen skal EU især samarbejde om de udfordringer, som Europa har på både klima- og migrationsområdet.

"Det vigtigste for EU er at arbejde tættere sammen om de store problemer og holde sig væk fra detaljerne," sagde Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren lagde vægt på, at EU skal understøtte, at Afrika i højere grad udvikles, så migrationspresset fra Afrika mod Europa bliver mindsket.

Desuden skal EU sikre handlen og den teknologiske udvikling i Europa.

"Hvis du tager de 20 største tech-giganter, så er der ikke en eneste, der er europæisk. Vi er ved at tabe kapløbet til USA, Kina og andre lande. Vi er nødt til at skrue op for forskningen og holde fast i frihandelsidéen," sagde han.

Venstre havde for fem år siden et skuffende valg til Europa-Parlamentet, hvor det kun blev til to mandater. Dertil kom, at det ene mandat - Jens Rohde - i 2015 forlod Venstre til fordel for De Radikale.

Dermed har Venstre det meste af valgperioden kun haft ét medlem i parlamentet. Den nuværende parlamentariker Morten Løkkegaard, som er Venstres spidskandidat, har siddet i Europa-Parlamentet siden 2016.

Her trådte han til, da daværende medlem Ulla Tørnæs blev kaldt hjem til Danmark for at være udviklingsminister.

Ved valget i 2014 fik Venstre 16,7 procent af stemmerne. Det var tredje flest efter Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

/ritzau/

Mere fra PolicyWatch

Tysk finanstilsyn vil gå undercover som mystery shopper

Fra 2022 vil det tyske finanstilsyn foretage skjulte testkøb for at finde ud af, hvordan kunderne oplever deres interaktion med banker, forsikringsselskaber og investeringsselskaber. De første emner for undercover-undersøgelserne er allerede fastlagt.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier