Grønne partier vinder frem i Europa - bare ikke Alternativet

Uffe Elbæk er frustreret, fordi Alternativet ikke opnåede valg til EU-Parlamentet trods stor grøn fremgang.
Spidskandidat Rasmus Nordqvist og Uffe Elbæk til valgfesten hos Alternativet på Vesterbro i København under Europa-Parlamentsvalget 2019, søndag den 26. maj 2019. | Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Spidskandidat Rasmus Nordqvist og Uffe Elbæk til valgfesten hos Alternativet på Vesterbro i København under Europa-Parlamentsvalget 2019, søndag den 26. maj 2019. | Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der er tale om en regulær grøn bølge i flere EU-lande, men alligevel høstede Alternativet ikke noget mandat ved valget til EU-Parlamentet søndag.

Partiets politiske leder, Uffe Elbæk, er "frustreret" over, at partiet ikke fik nok stemmer.

Han mener, at det blandt andet skyldes, at det er første gang partiet prøver kræfter med et europæisk valg.

"For det første var det allerførste gang, at vi stillede op til et EP-valg. Det vil sige, at ingen af vores gode EP-kandidater rundt om i landet havde prøvet at løfte en sådan opgave før," skriver han på Facebook.

Over for BT uddyber han, at partiet måske har "sejret ad helvede til", fordi partiet efter hans mening har bragt den grønne dagsorden ind på Christiansborg.

Desuden er der en risiko for, at partiet ligner de andre for meget, da det er kommet med mange udspil, mens Alternativet har været i Folketinget, mener han.

Den grønne dagsorden har ellers været som skræddersyet til Alternativet, der også er proeuropæisk, hvilket netop er de partier, som vælgerne har belønnet.

I Københavns Storkreds fik Alternativet syv procent af stemmerne, men på landsplan blev det til 3,4 procent. Kun Liberal Alliance fik et dårligere valg.

EU-Parlamentets to største grupper - de konservative og socialdemokraterne - står til store tæv.

I Tyskland, Frankrig, Storbritannien og andre europæiske lande vinder de grønne partier omvendt frem.

Foreløbige optællinger viser, at den grønne gruppe bliver den fjerdestørste i parlamentet med 70 ud af 751 sæder. Det er stigning på 18 sæder.

Bliver det resultatet, så får de grønne en større indflydelse på valget af EU-Kommissionens næste formand, da socialdemokraterne og de konservative ikke længere kan danne flertal sammen.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra spidskandidat Rasmus Nordqvist, der også stiller op til folketingsvalget onsdag 5. juni.

"Jeg var lige ved at starte med bare at sige: øv," lød det fra Rasmus Nordqvist sent søndag aften, da det stod klart, at han ikke fik nok stemmer.

"Det her projekt er et, der ligger mit hjerte meget nært. Det har været en fantastisk kamp, fordi vi stod på noget, vi troede på, og vi troede på det på tværs af Europa."

/ritzau/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også