Labour-leder støtter op om ny Brexit-afstemning

Formanden for det britiske arbejderparti, Labour, Jeremy Corbyn, støtter op om ny folkeafstemning om brexit for at løse hårdknude.
AF RITZAU

Det skriver The Guardian.

Udmeldingen kommer efter pres på ledelsen i Labour, efter at en del af partiets vælgere har stemt andetsteds ved valget til Europa-Parlamentet.

Jeremy Corbyn har sagt, at han "lytter meget nøje" til begge sider af sagen, efter at arbejderpartiet tabte terræn til både Liberaldemokraterne og Green Party.

Labour foretrækker som udgangspunkt et parlamentsvalg, forklarer partiformanden og siger, at enhver brexitaftale skal afgøres ved folkeafstemning. Tidligere har folkeafstemningen været en nødløsning i tilfælde af et brexit på det britiske Konservative Partis betingelser, forklarer kilder til The Guardian.

"Det er tydeligt, at hårdknuden i parlamentet kun kan løses gennem et parlamentsvalg eller en folkeafstemning. Vi er beredte på at støtte en folkeafstemning om enhver aftale," skriver Jeremy Corbyn til parlamentsmedlemmerne ifølge The Guardian.

John McDonnell, der er skyggefinansminister for Labour, sagde mandag ifølge The Guardian, at en ny folkeafstemning er uundgåelig, da de konservative parlamentsmedlemmer ikke vil støtte op om et parlamentsvalg og forklarer, at den eneste mulighed nu er at lægge beslutningen i folkets hænder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også