Vestager indgår i EU-ledernes komplicerede jobkabale

EU's danske konkurrencekommissær er et varmt navn på rygtebørsen, når EU-lederne skal fordele fire topjob.
Foto: Ritzau Scanpix/AFP/John Thys
Foto: Ritzau Scanpix/AFP/John Thys
AF RITZAU og Peter Søndergaard

Først var hun slet ikke kandidat. 

Så var hun det lidt. 

Inden valget til Europa-Parlamentet tonede EU's danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, endelig rent flag.

Hun meldte sig åbent ind i kampen om at blive EU's næste kommissionsformand. Her stiller hun op for den liberale partigruppe.

Siden har hun også fået opbakning fra først afgående statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og endelig også den formentlig kommende statsminister Mette Frederiksen (S). 

Torsdag aften kan tiden være kommet for en afklaring for Vestagers ambition. 

EU-præsident Donald Tusk leder mødet. Han har forud for torsdagens topmøde gjort det klart, at han sigter mod at få kabalen om besættelsen af unionens fire topjob til at gå op, inden stats- og regeringscheferne går i seng. 

Men diplomater, politikere og iagttagere i både Bruxelles og de 28 EU-landes hovedstæder medgiver, at det kommer til at holde hårdt. 

Der skal findes afløsere for kommissionsformand Jean-Claude Juncker, EU-præsident Donald Tusk, udenrigschef Federica Mogherini og centralbankchef Mario Draghi.

Balance mellem køn, gruppe og geografi

Besættelsen af de fire job hænger uløseligt sammen. Lederne forsøger blandt andet at skabe balance mellem køn, politiske grupper og den geografiske fordeling.

Kabalen kompliceres af, at der er forskellige procedurer for besættelsen af hvert af de fire job. Det kan også spille ind, hvem der bliver formand for EU-Parlamentet.

Netop kommissionsformandsposten er blevet kastebold i et politisk magtspil. 

Spillet kører internt mellem medlemslandene, ikke mindst mellem de to store toneangivende lande - Tyskland og Frankrig. 

Men magtkampen er også mellem EU-Parlamentet på den ene side og medlemslandene på den anden. 

Parlamentet vil cementere processen fra sidst, hvor luxembourgeren Jean-Claude Juncker vandt efter en åben kampagne.

Mens mange stats- og regeringschefer foretrækker den traditionelle, mere hemmelige proces. Den gør det nemmere for dem selv at være kandidater, uden at de sætter deres nuværende job på spil.

I den åbne proces er Vestager oppe imod den tyske konservative europaparlamentariker Manfred Weber og den socialdemokratiske kommissær Frans Timmermans fra Holland. 

I den hemmelige proces kan der ifølge rygtebørsen i Bruxelles være et stærkt kort som Tysklands afgående forbundskansler, Angela Merkel. Men også Hollands premierminister Mark Rutte og danske Lars Løkke bliver nævnt. Og der er sikkert flere endnu ukendte kompromiskandidater.

Der er ingen fast formel for, hvordan det hele falder i hak. Tidsplanen tilsiger, at det helst skal være løst, inden Europa-Parlamentet den 2. juli træder sammen for første gang efter valget i maj.

Erhvervsliv ønsker liberal formand

Spørger man dansk erhvervsliv, så er håbet, at en ny formand for EU-kommissionen kommer fra den liberale gruppe Renew Europe – det tidligere Alde.

"Det er ekstremt vigtigt for os. Der er en række store dagsordener, og en kommissionsformand er drivende for, hvilke dagsordener der kommer længst frem i bussen. Der vil det ikke være skidt, hvis det bliver en liberal, handelsorienteret kommissionsformand i stedet for en mere protektionistisk indstillet formand," siger EU- og international chef Lasse Hamilton Heidemann til Børsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også