Uimponeret dansk statsminister kræver mere fart i EU-apparatet

Solen gik ned og stod op igen, men lige lidt hjalp det på beslutningsevnen, da EU's stats- og regeringschefer søndag og mandag var samlet for at udpege de personer, som skal lede EU i de kommende år.
Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), der har debut som EU-topmødedeltager, er ikke imponeret.
"Det går langsomt hernede, og jeg vil gøre alt fremover for at få noget mere effektivitet," siger Frederiksen, da hun tirsdag ankommer til det genoptagede topmøde.
Det er et usædvanligt et af slagsen. Det handler udelukkende om at sætte navne på en kommissionsformand, en EU-præsident, en udenrigschef og en parlamentsformand.
De vigtigste poster er de to første.
Uanset om det lykkes at enes om en jobkabale, der involverer parlamentsformanden tirsdag, vil Europa-Parlamentet onsdag vælge en ny formand. Den post vælges formelt af parlamentet.
Topmødet indledes tirsdag formiddag, og der skal findes en løsning, insisterer statsministeren:
"Når vi går ud fra mødet i dag, så skal der være en løsning, hvis du spørger mig. Ellers er man der, hvor mange europæere vil sige, tror jeg: Hvis de ikke kan finde ud af det, hvad kan de så finde ud af? "
Statsministeren er ikke den eneste, som er skuffet over, at jobprocessen har taget så mange timer.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, forlod mandag topmødet med følgende salut:
"Vores troværdighed er i bund og grund plettet af alle disse alt for lange møder."
Flere stats- og regeringschefer har tidligere givet udtryk for, at jobbene skal være besat, før Europa-Parlamentet vælger formand onsdag. Det er EU-landene dog ikke helt enige om, fortæller statsministeren.
"Der er jeg af den meget klare overbevisning, at beslutningen om, hvem der skal lede Rådet (EU-landene) og EU-Kommissionen, det er regeringscheferne, der skal træffe den beslutning. Derfor er det vigtigt, at den beslutning kommer på plads i dag," siger Frederiksen.
Den danske statsminister er parat til at blive i Bruxelles, indtil det er faldet på plads.
"Jeg var en af dem, der på mødet (mandag, red.) sagde: Vi bliver i Bruxelles, og vi bliver, indtil vi har fundet en løsning," siger Frederiksen.
Der skal også udnævnes en ny chef for Den Europæiske Centralbank (ECB), men EU-landene er enige om, at det ikke skal ske på dette topmøde.
ECB-chefen udnævnes af et EU-topmøde med kvalificeret flertal efter at have hørt Europa-Parlamentet og ECB's Styrelsesråd.
/ritzau/
Relaterede artikler:
Ugen i EU: Kampen og magten er i fuld gang
For abonnenter