PolicyWatch

Britisk indenrigsminister forfremmes til finansminister

Sajid Javid, der også var med i kapløbet om at tage over efter May, bliver briternes næste finansminister.

Foto: Isabel Infantes / AFP / Ritzau Scanpix

Onsdag aften er Storbritanniens nye premierminister, Boris Johnson, ved at sætte det hold, som han vil samarbejde med om at regere landet.

Den første minister, der er udnævnt, er Sajid Javid, der forfremmes fra indenrigs- til finansminister. Det fremgår af en erklæring fra regeringen.

Javid var også med i kapløbet om at overtage posten som leder af Det Konservative Parti og dermed regeringsleder efter Theresa May. Men han blev skåret fra undervejs i processen.

På det sociale medie Twitter skriver den nye finansminister, at han ser frem til "at forberede brexit, forene Storbritannien og gøre vores økonomi klar til de utrolige muligheder, der ligger forude".

Inden Johnson formelt blev indsat på den magtfulde post som regeringsleder, trak den tidligere finansminister Philip Hammond sig.

Posten som indenrigsminister overgår til 47-årige Priti Patel. Hun gik af som udviklingsminister i november 2017 efter hemmelige møder med israelske embedsmænd, hvilket var i strid med regler for diplomater.

Det er en stor ære, fortæller Patel til journalister uden for indenrigsministeriet, efter hun er blevet valgt.

"Jeg ser frem til de udfordringer, vi har foran os," siger hun ifølge det britiske medie Sky News.

Derudover er tidligere brexitminister Dominic Raab blevet udnævnt til udenrigsminister og tager dermed over efter Jeremy Hunt, der var Johnsons sidste rival til at overtage posten som partileder og premierminister efter Theresa May.

Raab siger ifølge Sky News, at han er "enormt beæret over at få rollen på dette tidspunkt", og at han "er spændt på de muligheder, der ligger forude".

Hunt har meddelt, at han ikke kommer til at få en ministerrolle i Johnsons regering.

Britisk udenrigsminister og Johnson-rival trækker sig

Tidligere ambassadør i Danmark får rolle i britisk regering 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier