PolicyWatch

Karen Melchior vil sætte strøm til EU-lovgivningen: Uber viser et behov

Radikale Venstres nye medlem af Europa-Parlamentet, Karen Melchior, brænder for digital lovgivning. Det var en af grundene til, at hun udfordrede Morten Helveg som spidskandidat for partiet.

Karen Melchior (til højre) smiler på aftenen for Europaparlamentsvalget. Her står hun sammen med partikollegaerne Sofie Carsten Nielsen og Ida Auken. | Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

BRUXELLES

Den 26. maj klokkken 23 begyndte Karen Melchior at tro på, at hendes drøm kunne blive til virkelighed. Den foreløbige optælling af stemmer viste, at Det Radikale Venstre stod til at få to mandater i Europa-Parlamentet, og som nummer to på listen kunne hun begynde at skimte en fremtid i Bruxelles.

"Jeg turde ikke glæde mig for tidligt. Jeg var jo også kandidat til folketinget, og det kunne ikke nytte noget, at jeg gik og troede, at vi havde to mandater til Europa-Parlamentet og derfor ikke var interesseret i den valgkamp. Hvis nu det ikke lykkedes, så havde jeg brændt begge broer," fortæller hun i et interview med PolicyWatch.

I Europa-Parlamentet har hun placeret sig i tre udvalg: Udvalget for det indre marked og forbrugerbeskyttelse (IMCO), retsudvalget (JURI) samt ligestillingsudvalget.

IMCO og JURI var attraktive for det nyvalgte parlamentsmedlem, fordi hun er stærkt interesseret i lovgivning på det digitale område.

"Jeg vil gerne arbejde for, at de værdier, som vi har fået etableret og integreret i vores lovgivning og vores samfundsstrukturer, også bliver integreret i den digitale verden. Det skal ske på en måde, hvor man ikke ødelægger den innovationskraft og den nytænkning, der er ved at lave netværksbaserede løsninger," forklarer hun.

Uber viser behov

Mere konkret peger hun på transporttjenesten Uber som et eksempel på en virksomhed, der skaber et behov for mere digitaliseret lovgivning.

"Det er superfedt, at du får nedbrudt monopolerne på, hvem der kan køre taxa, men du bliver nødt til at gøre det på en måde, så vilkårerne for dem, der kører taxa er i orden. Du skal også sikre, at de data, taxaselskabet får om dig, bliver behandlet ordentligt," siger Karen Melchior.

Allerede inden hun kom i Europa-Parlamentet havde hun en holdning til det omstridte copyright-direktiv, som blev stemt igennem af det tidligere parlament.

Hun kalder det et "meget, meget skidt kompromis", som vil tvinge techvirksomheder til at indføre filtre på deres sites.

"Hvis du er en ny startup-virksomhed, er det problematisk. Så det kan komme til at virke forvridende på markedet. Det er et af de områder, hvor jeg synes, man går ind og beskytter nogle forretningsmodeller i stedet for at se på, hvordan vi kan nytænke det," forklarer hun.

Uenig i Helveg og Rohdes linje

I det tidligere parlament stemte både Morten Helveg og Jens Rohde, som begge repræsenterede Radikale Venstre, for copyrightdirektivet.

"Der har vi som radikale været forholdsvist splittede. Jeg har været uenig i den linje, der blev lagt af Jens Rohde og Morten Helveg, og det var en af grundene til, at jeg stillede op som spidskandidat," siger Karen Melchior med henvisning til, at Det Radikale Venstre havde kampvalg om, hvorvidt det var hende eller Morten Helveg, som skulle være spidskandidat.

"Det synes jeg også, vælgerne har kvitteret for, for jeg fik et supergodt valg. Jeg fik næsten et lige så godt valg som Karsten Hønge, der er en mere offentlig profil end mig," siger hun.

Karen Melchior er uddannet jurist og har af flere omgange arbejdet i Bruxelles. Hun har både været i praktik hos Danmarks repræsentation til EU og EU-Kommissionen, og hun blev optaget på det prestigefyldte College of Europe, hvor blandt andre tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt også har gået.

Hun kom dog aldrig til at starte der, fordi hun i mellemtiden fik et job i Udenrigsministeriet, hvor hun arbejdede i 10 år. Med tiden fik hun dog lyst til at skifte arbejdet som embedsmand ud med en politisk karriere.

"Jeg syntes, det var sjovt at få lov til at mene noget i stedet for at være embedsmand og skulle sørge for, at det, de andre mente, skulle blive til virkelighed," forklarer hun.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier