PolicyWatch

Macron til Johnson: Vis os noget håndgribeligt om brexit

Der er teknologiske løsninger, som gør irsk bagstopper overflødig, siger Johnson. Det har EU tidligere afvist.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, kunne under pressemøde med præsident Emmanuel Macron ikke henvise til en konkrete regeringsplan for en irsk løsning på brexit. Foto: Geoffroy van der Hasselt/AFP / AFP/Ritzau Scanpix

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger til den besøgende britiske premierminister, Boris Johnson, at EU er klar til at tale med briterne lidt endnu om brexit.

Men det er samtaler, som ikke får lov at løbe til slutfløjtet 31. oktober. Det er dagen, hvor Storbritannien forlader EU.

Og der bliver ikke tale om at rive den skilsmisseaftale, tidligere premierminister Theresa May har indgået med EU, i stykker, siger han til Johnson under et pressemøde i Paris.

Johnson besøgte onsdag forbundskansler Angela Merkel i Berlin. Hun gav ham 30 dage til at præsentere et alternativ til den såkaldte irske bagstopper.

"Det, som kansler Merkel sagde i går, og som er på linje med substansen i vores samtaler, er, at vi skal se noget håndgribeligt i løbet af 30 dage," siger Macron.

Johnson bedyrer, at der ikke kommer grænsevagter og toldere på grænsen mellem det britiske Nordirland og EU-landet Irland, når deadline nås 31. oktober.

Johnson har sagt, at Storbritannien under alle omstændigheder forlader EU 31. oktober - med eller uden en aftale. Lige nu har Storbritannien kurs mod et brexit uden en aftale med EU.

En journalist spørger, hvad det er, den britiske regering byder ind med for at undgå et såkaldt hårdt brexit. Johnson svarer, at flere organer, herunder også britiske parlamentarikere, har udarbejdet rapporter om det emne.

De handler om teknologiske løsninger, der gør, at trafikken kan flyde frit mellem Irland og Nordirland. Men samtidig sikrer, at toldgrænsen respekteres.

"De teknologiske løsninger er så rigeligt tilgængelige, og de er blevet diskuteret vidt og bredt," bedyrer Johnson.

De teknologiske løsninger er blevet afvist af EU-Kommissionen, fordi de endnu ikke anses for sikre nok.

Bagstopperen skal sikre, at EU's indre marked vil gælde i Nordirland efter den britiske udtræden.

Det betyder i realiteten, at Storbritannien skal forblive i EU's toldunion, indtil en teknologisk løsning findes.

EU peger samtidig på, at en åben grænse er vigtig for at fastholde Langfredagsaftalen fra 1998, der afsluttede tre årtiers blodig konflikt i Nordirland.

Johnson har svoret, at Storbritannien ikke vil underlægge sig den irske bagstopper. Så hellere et hårdt brexit.

/ritzau/

Relaterede

PolicyWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier