PolicyWatch

Professor: Ny lov forpurrer Boris Johnsons brexit-planer

Trætte EU skal nok godkende en britisk anmodning om udsættelse af brexit, vurderer professor.

Foto: Andrew Milligan/AFP / POOL

Lovforslaget, der skal forhindre et brexit uden aftale, er godkendt af Overhuset i London og er dermed så godt som en realitet.

Og den nye lov er formentlig nok til at komme i vejen for premierminister Boris Johnsons planer om, at Storbritannien for alt i verden skal forlade EU 31. oktober.

Det vurderer Henrik Larsen, professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

"Det mest sandsynlige resultat er, at der kommer en forlængelse af brexit, så Storbritannien ikke forlader EU 31. oktober," siger han.

EU skal godkende en udsættelse af brexit, men det bliver en formalitet, lyder det.

"EU er trætte af det. Men der er to ting, der gør, at det bliver forlænget. Det er det sædvanlige med, at det er dårligt for EU, at briterne ryger ud uden en aftale. Det vil man helst undgå. Den anden ting er, at det trækker gevaldigt op til et britisk valg, fordi der ikke er nogen i parlamentet, der har et flertal. Så fra EU's side kan man forklare det med, at man afventer en afklaring fra britisk side," siger Henrik Larsen.

Han forventer, at der kan komme en afklaring i løbet af de næste par måneder.

Det ventes, at dronningen mandag underskriver loven, som blev stemt igennem af Underhuset onsdag og godkendt af Overhuset fredag eftermiddag.

Loven har til formål at forhindre et brexit uden aftale.

Den foreskriver, at premierministeren skal bede om en udsættelse på tre måneder for Storbritanniens udtræden af EU, medmindre parlamentet tilslutter sig en EU-aftale senest 19. oktober.

Den officielle deadline for britisk udtræden er 31. oktober.

Johnson har erklæret, at han aldrig vil anmode EU om en udsættelse - at Storbritannien forlader EU 31. oktober med eller uden en aftale, hvis det står til ham.

Han har bebudet, at han vil udskrive valg til 15. oktober, men en samlet opposition meddelte fredag, at partierne vil blokere et valg lige nu, hvor det fremtidige forhold til EU ikke er afklaret.

Ifølge Henrik Larsen har Boris Johnson dermed to valg. Han kan gå af, eller han kan vente på, at oppositionen går med til at udskrive valg og håbe på, at udviklingen har styrket ham snarere end svækket ham.

Overhus godkender aftale om brexit

Leder af EU-formandskab: Klart vi ikke får brexit med aftale

Analyse: Dansk mærkesag i brexitforhandlinger er under pres

Kommission vil forlænge EU's fiskeriaftale med Storbritannien

Johnson: Vil hellere ligge død i grøft end udsætte brexit

Relaterede

PolicyWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier