PolicyWatch

Ny brexit-lov er godkendt af dronning Elizabeth

Lov, som skal forhindre et brexit uden en aftale den 31. oktober, er mandag formelt trådt i kraft.

Foto: Peter Nicholls/Reuters / Ritzau Scanpix

En britisk lov, som skal forhindre et brexit uden en aftale den 31. oktober, er mandag formelt trådt i kraft, efter at den er blevet godkendt af dronning Elizabeth. Det meddeler en talsmand for det britiske parlaments Overhus.

Overhuset godkendte fredag loven efter en hastebehandling af lovudspillet og en række ændringsforslag til det.

Med loven har parlamentet på afgørende vis sat sig igennem over for den konservative regering.

Loven foreskriver, at premierminister Boris Johnson skal bede om en udsættelse på tre måneder for Storbritanniens udtræden af EU, medmindre parlamentet tilslutter sig en aftale om landets exit fra EU senest 19. oktober.

Den officielle deadline for britisk udtræden er 31. oktober.

Johnson har erklæret, at han aldrig vil anmode EU om en udsættelse, og at Storbritannien forlader EU 31. oktober med eller uden en aftale.

Forud for en parlamentssamling mandag sagde en talsmand for premierminister Boris Johnson, at den irske bagstopper må tages ud af en brexit-aftale, og han drøftede mandag mulige løsninger med den irske premierminister, Leo Varadkar.

"Bagstopperen må ophæves. Premierministeren har i dag lanceret mulige løsninger. Vi ønsker at forhandle med EU om en aftale," siger talsmanden for Boris Johnson.

Talsmænd for den britiske premierminister bekræftede også mandag, at Storbritanniens parlament bliver suspenderet efter mandagens dagsorden og frem til den 14. oktober.

Premierministerens talsmand understreger mandag samtidig, at regeringen ikke kommer til at bede EU om at få forlænget deadline for brexit.

Et lovforslag, der ventes at blive vedtaget i Underhuset mandag, pålægger ellers Johnson netop at søge om en forlængelse, medmindre et flertal i parlamentet har accepteret en skilsmisseaftale med EU.

Alternativt skal Johnson have parlamentets ja til at forlade EU uden aftale.

Boris Johnson vil mandag igen forsøge at få udskrevet valg i Storbritannien. Det kræver opbakning fra to tredjedele af det britiske Underhus.

Relaterede

PolicyWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier