PolicyWatch

Her er handelskrigens tre vigtigste fronter

Analyse: En global handelskrig er gradvist eskaleret over de seneste år med USA, EU og Kina som de vigtigste fronter for dansk erhvervsliv. PolicyWatchs EU-korrespondent beretter om et EU, der går egne veje, om USA, der ikke længere vil "blankes af" og om en verdenshandelsorganisation, der har kurs mod sammenbrud.

EU-kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, og USA's præsident Donald Trump. Foto: Evan Vucci/AP/Ritzau Scanpix

BRUXELLES

Den globale økonomi har det ikke særlig godt for tiden. USA indførte ny straftold på kinesiske varer i starten af september, og det lider begge de store økonomier under. EU's væksttog, Tyskland, oplevede ifølge foreløbige tal negativ vækst i andet kvartal, og med tiden vil det også kunne mærkes i Danmark, sagde Nationalbanken i sin økonomiske redegørelse onsdag.

"Lavere vækst i udlandet vil med tiden smitte af på en lille åben økonomi som den danske. Vi er på vej mod lidt lavere vækst i de kommende år," siger nationalbankdirektør Lars Rohde i en kommentar, ifølge Ritzau.

Handelskrigen bliver ofte omtalt som en af årsagerne til, at også danske virksomheder formentlig snart vil kunne mærke presset. I virkeligheden er der tale om tre store fronter, som påvirker økonomien.

Først og fremmest er der den meget omtalte handelskrig mellem USA og Kina. Senest har den amerikanske præsident Donald Trump beslutte at øge tolden på kinesiske varer til 30 pct., og en gruppe varer, som tidligere var undtaget, vil blive pålagt en told på 15 pct.

Kina har slået tilbage med told på en stribe amerikanske varer - blandt andet råolie.

USA og Kina handler dermed mindre med hinanden, og det rammer hele den globale forsyningskæde. Som tidligere nævnt er det altid eksportorienterede Tyskland hårdt ramt, og som de fleste ved: Når det regner på Tyskland, så drypper det på Danmark.

Der er ikke meget udsigt til en løsning på handelskrigen. Donald Trump har for nyligt sagt, at han ikke vil tillade, at "Kina blanker os af længere". Parterne skal ifølge Financial Times mødes igen senere på måneden, men der er ikke meget håb om en løsning.

Konflikt med ny handelskommissær

USA er også en del af den anden front i handelskrigen. Her er modstanderen bare EU, som led et sviende nederlag i fredags. EU, som igen og igen har ytret sin støtte til regelbaseret, international handel, har ifølge flere medier fået at vide af Verdenshandelsorganisationen WTO, at Airbus har fået ulovlig støtte.

Kendelsen er stadig hemmelig, fordi parterne får tid til at læse den igennem, inden den bliver offentliggjort, men ifølge blandt andre Politico Europe åbner den for, at USA kan smække straftold på europæiske varer for op til 10 mia. euro.

EU's handelskommissær, Cecilia Malmström, arbejder ifølge Euractiv på at finde en løsning med USA. Det er endnu for tidligt at sige, om det kan lykkes.

Til gengæld er der ikke meget, der tyder på, at den handelsaftale, hun har forhandlet med amerikanerne over det seneste år, er lige om hjørnet. Som Gordon Sondland, der er USA's ambassadør til EU, sagde til Politico, vil Donald Trump genstarte relationen mellem USA og EU, når den nye kommission træder til omkring 1. november.

Forholdet til Phil Hogan, der er kandidat til at blive ny handelskommissær, er dog ikke kommet specielt positivt fra start. Phil Hogan, der kommer fra Irland, har nemlig været i irsk radio, hvor han sagde, at han som handelskommissær ville arbejde hårdt for at få præsident Trump til at se, at hans tilgang til handel er forkert.

Det fik ikke overraskende Gordon Sondland til at sige - igen til Politico - at Hogans kommentarer var "nedladende", og at det var farligt at vælge en handelskommissær, "hvis eneste tilgang er at være aggressiv".

Dermed er der heller ikke meget, der taler for en forsoning på denne front.

Er WTO død?

USA og EU er også hovedpersonerne i den sidste, internationale handelsstrid. Den drejer sig om verdenshandelsorganisationen WTO, som har været hjørnestenen i den internationale handel siden 1990'erne.

Gennem små 25 år har lande nemlig kunnet hive hinanden for WTO's appeldomstol, hvis de mente, at nogen ikke overholdt de fælles regler. Men dommere til appeldomstolen skal udpeges ved enstemmighed, og USA har blokeret for udpegelsen af nye dommere så længe, at der nu kun er tre dommere tilbage.

En dommer forlader appeldomstolen til december, og så bryder den sammen, fordi reglerne siger, at der skal tre dommere til at høre en sag.

EU har længe arbejdet på at reformere domstolen for at få amerikanerne til at bakke op om udpegelsen af nye dommere, men det er endnu ikke lykkedes. Faktisk ser det så svært ud, at EU har indgået en bilateral aftale med Canada om, hvordan parterne kan løse deres eventuelle uenigheder, når - og ikke hvis - domstolen bryder sammen.

Og senest har EU-Kommissionen fået mandat fra medlemslandene til at indgå lignende aftaler med andre tredjelande.

Men den slags aftaler er ikke nødvendigvis en holdbar løsning, som Jens Ladefoged Mortensen, der er lektor på Københavns Universitet, sagde til PolicyWatch, da Malmström første gang luftede muligheden.

"Cecilia Malmström taler om, at man kan bruge GATT's artikel 25. Det er egentlig en bestemmelse, der angår bilaterale handelsaftaler, og der er en kattelem for, at stater kan blive enige om at lave nogle fælles aftaler om at fortsætte. Men det er kun en meget midlertidig løsning, som let kan blokeres, hvis USA virkelig vil spille hårdt," sagde han.

Han afsagde i den forbindelse en dyster dom over WTO's fremtid.

"WTO i det format, vi kender det i dag, er færdigt uden domstolen. Man taler om to scenarier for fremtiden. Det første er, at man går tilbage til det, man havde før; altså GATT, hvor domstolen egentlig bare gav vejledende afgørelser, som en stat, hvis den var uenig, bare kunne se bort fra," sagde han og fortsatte:

"Det andet er, at under den nuværende præsident i USA, er det meget svært at se USA være medlem af et WTO, der ligner det, den er i dag. Det vil sige, at vi skal have et WTO uden USA. Det scenarie er, mildt sagt, heller ikke uden sine problemer."

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier