Vagthund slår alarm: EU-penge kan oversvømme markedet for venturekapital

BRUXELLES
Mellem 2014 og 2022 har EU-Kommissionen afsat mere end 3,3 mia. euro (24,6 mia. kr.) til at skyde ind i europæiske venturekapitalfonde. Det beløb kommer sandsynligvis til at stige i de kommende år, men Den Europæiske Revisionsret, der er EU's uafhængige revisor, retter nu en hård kritik af det grundlag, pengene bliver uddelt på.
Revisoren udgav i sidste uge en rapport, hvor den har kigget nærmere på de instrumenter, som giver EU-Kommissionen mulighed for at skyde penge ind i venturekapitalfonde for, at de kan investere i flere nystartede virksomheder.
"Grundlæggende har vi i vores report fundet ud af, at EU-Kommissionen vil hæve den tilgængelige finansiering til venturekapitalfonde betydeligt, og der er mere på vej under det kommende, langsigtede budget," siger Baudilio Tomé Muguruza, der har stået i spidsen for rapporten, til PolicyWatch med henvisning til, at forhandlingerne om EU's budget for 2021 til 2027 allerede er i gang.
Han fortsætter:
"Vi fandt ud af, at der aldrig har været en grundig evaluering af behovet, så kommissionen har aldrig beregnet finansieringsbehovet ordentligt. Det vil sige medlemslandenes behov, sektorernes behov og så videre."
Flere penge, højere risiko
I rapporten henviser revisorerne til et studie fra 2011, som estimerede, at det ville være vanskeligt at få afsat mere end 300 mio. euro til venturekapitalfonde i perioden fra 2014 til 2020.
"Hvis der er for meget kapital, vil der være pres på for at investere mere risikabelt og med tiden også mindre fornuftigt," siger Baudilio Tomé Muguruza.
Han understreger dog, at Den Europæiske Revisonsret ikke selv har undersøgt behovet for kapital, men at den blot opfordrer EU-Kommissionen til at gøre det.
Pengene stammer blandt andet fra den Europæiske Investeringsfond (EIF), der ifølge revisorerne er blevet en af de helt store spillere inden for europæisk venturekapital.
I Danmark er der dog ikke nogen umiddelbar fare for, at EU-Kommissionen kommer til at poste for mange penge i venturekapitalmarkedet, mener Mikkel Hesselgreen, der er fund-of-funds-direktør hos Vækstfonden.
"Det er ikke et billede, vi ser i Danmark. Tværtimod mener vi, at EIF spiller en god og vigtig rolle i dansk venturekapital, og at der afgjort er behov for også deres kapital," siger han.
Mikkel Hesselgreen forventer, at der bliver endnu mere behov for venturekapital i de kommende år på det danske marked.
"Vi oplever i Danmark en mærkbar stigning i antallet af iværksættere, og også i de erfaringer og de kvaliteter, som iværksætterne bringer med sig i forhold til for blot få år siden," siger han.
Han peger på, at verdensøkonomien og mange industrier er i gang med en stor omstilling, hvilket kan give gode muligheder for mange af de nye, danske virksomheder.
"Det er en meget stærk mulighed for Danmark at gribe. En del af at sikre, at startup- og statsvirksomheder kan udvikle sig og kan komme ud internationalt, er, at de bliver bakket op med tilstrækkelig kapital, og der bidrager EIF som en vigtig kapitalkilde," siger han.
Ifølge rapporten fra Den Europæiske Revisionsret har venturekapitalfonde, som har fået indskud fra EU, investeret lige over 100 mio. euro i danske virksomheder siden 1998.
Kommissionen afviser kritikken
Rapporten indeholder et svar fra EU-Kommissionen, som forholder sig til revisorernes kritik. Kommissionen afviser dog over en bred kam de pointer, revisorerne fremhæver.
Den har foretaget såkaldte ex-ante-undersøgelser af markedsbehovet, hvilket vil sige, at undersøgelsen er baseret på rundspørger og kvalitative analyser.
"I fraværet af pålidelige og tilstrækkelige data mener kommissionen, at rundspørger og kvalitative analyser er en valid metode til at vurdere markedshullerne," lyder det.
Revisionsretten har ingen formelle kompetencer til at få ændret på procedurer, men Baudilio Tomé Muguruza skal fremlægge resultaterne i Europa-Parlamentet senere på året, hvor også en repræsentant for EU-Kommissionen vil være til stede for at forklare sit syn på sagen.
Relaterede artikler:
Ny EU-kommission vil indføre CO2-importskat
For abonnenter