PolicyWatch

Udspil vil øge Danmarks EU-bidrag med seks milliarder årligt

Efter et nyt forslag til EU's langtidsbudget står regningen til at stige med 34 procent for Danmark.

Hvis EU-Kommissionen og en lang række EU-lande får deres vilje, skal Danmark betale omkring 6,7 milliarder kroner yderligere hvert år til det samlede budget.

Det er en stigning på 34 procent i forhold til det nuværende gennemsnit. Det fremgår af foreløbige beregninger, som Finansministeriet har lagt ud tirsdag aften.

"Derfor bliver vi nødt til at se grundigt på, om pengene kan bruges mere fornuftigt i EU-budgettet, og om vi kan få bragt regningen ned," siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en meddelelse.

Der pågår i øjeblikket en kamp mellem EU-landene, der hver især har deres egen holdning til størrelsen på EU's budget, der fastlægges for syv år frem.

De nye og foreløbige tal skyldes EU-Kommissionens reviderede forslag til et nyt langtidsbudget, som blev præsenteret 27. maj.

Danmark har allieret sig med Østrig, Sverige og Holland og har fået tilnavnet sparebanken.

Budgettet lægger et loft for, hvor stort et beløb EU maksimalt må bruge om året - og på hvilke politiske områder.

EU's stats- og regeringschefer har ad flere omgange været samlet i Bruxelles for at forhandle om den finansielle ramme for 2021 til 2027. Men endnu er parterne ikke nået til enighed.

Samtidig har coronasituationen gjort forhandlingerne svære, idet flere lande har et ønske om en genopretningsfond på grund af udbredelsen af coronavirus.

Der synes at være enighed om, at EU-systemet skal kunne optage lån til at finansiere fonden.

Til gengæld er landene ret uenige om, hvordan fonden skal fungere.

Danmark og sparelandene vil have, at støtte gives som lån til de værst ramte EU-lande.

Frankrig, Tyskland og mange af de andre EU-lande kræver tilskud - ingen tilbagebetaling - til de lande, der er værst ramt af krisen.

"Det her handler om lige dele solidaritet og ansvarlighed. Som lille og åben økonomi er det i Danmarks klare interesse at hjælpe de lande, der er hårdest ramt af krisen," siger Nicolai Wammen.

Han fremhæver, at Danmark allerede har været med til historisk store tiltag.

"Vi er derimod skeptiske overfor fælles gæld, som skal udmøntes i direkte støtte til andre lande," siger han.

Sundhedsområdet får kæmpeløft i nyt EU-budget

Stadig stor usikkerhed for landbruget efter nyt budgetforslag i EU

 

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier