PolicyWatch

Frihandelsentusiaster kan miste vigtig allieret i Bruxelles

Analyse: WTO mangler en ny generaldirektør, og flere medier rapporterer om, at EU's handelskommissær, Phil Hogan, er interesseret i jobbet. Forsvinder han, kan det betyde, at EU-Kommissionen kommer til at mangle en vigtig stemme, der taler for frihandel og mod protektionisme.

Flere medier rapporterer om, at EU's handelskommissær, Phil Hogan, er interesseret i jobbet som generaldirektør i WTO. Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

BRUXELLES

Tidspunktet er egentlig ikke helt rigtigt for Phil Hogan, EU's irske handelskommissær. Ifølge Politico havde han håbet, at han kunne beholde sin post i et års tid, inden han skulle sige farvel til Bruxelles, men tingene går ikke altid, som man planlægger.

WTO's generaldirektør, Roberto Azevêdo, besluttede sig uventet til at sige sit job op før tid, så verdenshandelsorganisationen allerede til september skal have en ny topchef.

Den post vil Phil Hogan gerne have fingrene i, skriver Financial Times tirsdag. Politico skrev det for en måned tiden, og før det har the Irish Times rapporteret om det.

At ønske sig et job er dog langt fra det samme som at få det, og vejen mod sådan en stilling er lang. Først skal EU beslutte sig for at udpege ham som kandidat, og selv hvis det sker, skal han op imod kandidater fra andre regioner.

Mexico har allerede fremsat et bud, og Nigeria har sagt, at man har en ansøger på vej. Og han er ikke nødvendigvis populær i USA, da han har kritiseret både præsident Donald Trumps handelsstrategi og hans handelsaftale med Kina.

Ansøgningsrunden lukker den 8. juli.

Vigtig for balancen

Men skulle det lykkes Phil Hogan at blive valgt, kan EU-Kommissionen miste en af sine mest højrystede støtter til frihandelsagendaen. Som en unavngiven diplomat siger til Financial Times:

"Han er vigtig for balancen inden for kommissær-gruppen."

Frihandel har været en hjørnesten i EU, men i takt med at den er kommet i modvind internationalt, er de protektionistiske tendenser begyndt også at skinne igennem her.

Blandt andet er EU igang med at styrke det, der kaldes håndhævelsesreguleringen for bedre at håndtere problemerne med eksempelvis kinesiske virksomheder, der får statsstøtte, men konkurrerer på lige fod med europæiske virksomheder.

Kommissionen har også varslet, at den vil undersøge muligheden for at blokere for, at kinesiske virksomheder kan købe op i strategisk vigtige sektorer i EU i kølvandet på coronakrisen.

Det måske mest tydelige eksempel på de interne forskellige i EU-Kommissionen handler om forsyningskæder. Under coronakrisen stod det klart, at strategisk vigtige forsyningskæder som eksempelvis medicinalsektorens produktion af lægemidler, er meget følsomme over for kriser.

EU's sundhedskommissær, Stella Kyriakides, har beskrevet over for Europa-Parlamentets sundhedsudvalg (ENVI), hvordan Indien pludselig blokerede for, at producenter af paracetamol - et helt almindeligt, aktivt stof til hovedpineiller - kunne eksportere til Europa.

Det lykkedes kommissionen at få droppet eksportforbuddet, men gav samtidig et indtryk af, hvor skrøbelige forsyningskæderne er.

Hive produktionen hjem eller ej?

Løsningen på det problem, mener Stella Kyriakides, er at hive produktionen af lægemidler tilbage til Europa. Det synspunkt deler den franske kommissær, Thierry Breton, som har ansvaret for det indre marked.

Phil Hogan ser imidlertid anderledes på tingene. I et interview med Financial Times Times sagde han i stedet, at man bør sikre, at de strategisk vigtige produkter bliver produceret flere forskellige steder, så hvis et land lukker ned, vil man stadig få produkterne andre steder fra.

"Strategisk autonomi betyder ikke, at vi skal have selvforsyning som mål. På grund af kompleksiteten i forsyningskæderne til EU ville det være et uopnåeligt mål," sagde han i april og fortsatte:

"Vi er nødt til at se på, hvordan vi kan opbygge robusthed baseret på, hvordan vi kan diversificere og ikke være totalt afhængig af en geografisk enhed for levering af alting."

Phil Hogan, der ofte bare bliver kaldt "Big Phil" på grund af sin fysiske størrelse og sin karisma, vil blive afløst af en anden irer.

Det er dog langt fra sikkert, at vedkommende vil få handelsporteføljen, og dermed er der lagt op til en armlægning mellem den mere og den mindre protektionistiske fløj om, hvem der kommer til at stå i spidsen for handelspolitikken i EU over de kommende fire år.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier