PolicyWatch

Franske vaccinationer optrappes efter dårlig start

Oppositionspolitiker: - Vi vaccinerede på en uge, hvad Tyskland vaccinerede på 30 minutter.

- Den meget langsomme start på vaccinationerne i Frankrig er en skandale for regeringen under præsident Macron, siger den franske regionspolitiker Jean Rottner, som leder den store østlige region Grand Est. | Foto: Stephane De Sakutin/AFP/Ritzau Scanpix

Efter en helt usædvanlig langsom start har Frankrig nu udvidet dets program med covid-19-vaccinationer til at omfatte brandmænd og plejepersonale på over 50 år. Det siger landets sundhedsminister, Olivier Véran.

"Vi er klar til at optrappe, forstærke og forsimple vores strategi for vaccinationerne," siger han til RTL radio og tilføjer, at 300 vaccinationscentre vil være i drift fra næste uge.

Frankrig accelererede mandag vaccinationer blandt hospitalspersonale, efter at der var blevet fremsat hård kritik af ineffektivitet og nølen i det stærkt vaccine-skeptiske land.

I vaccinationskampagnens første uge blev der kun foretaget 519 vaccineindsprøjtninger. De fandt sted på plejehjem med fokus på beboere.

Den usædvanligt langsomme start i forhold til europæiske nabolande som Storbritannien og Tyskland skabte irritation hos præsident Emmanuel Macron, som mandag havde møde med flere ministre for at sikre en acceleration af vaccinationerne.

I Tyskland blev der vaccineret omkring 200.000, da franskmændene vaccinerede omkring 500.

Véran siger, at Frankrig sidst i januar vil indlede vaccinationer af alle, der er fyldt 75 år, og som bor hjemme.

"Vi vil også accelerere ordrer på flere vacciner på det europæiske niveau, så Frankrig begynder at modtage vacciner hurtigere," siger Véran.

Der er i Frankrig registreret omkring 15 smittetilfælde med den mere smitsomme variant af coronavirusset, som først blev identificeret i Storbritannien.

"Den meget langsomme start på vaccinationerne i Frankrig er en skandale for regeringen," siger Jean Rottner, som leder den store østlige region Grand Est, hvor der er sket dramatiske stigninger i antallet af smittetilfælde.

Der er udbredt skepsis blandt franskmændene over for vacciner, selv om det var franskmanden Louis Pasteur i 1800-tallet, der var den første, som havde betydelig succes i sit arbejde med udvikling af vacciner.

Ifølge en meningsmåling fra sidste uge fra Ipsos Global Advisor i et partnerskab med World Economic Forum er det kun 40 procent af franskmændene, som vil lade sig vaccinere mod 77 procent i Storbritannien.

I nationalistpartiet Rassemblement National (RN) - det tidligere Front National - siger næstformand Jordan Bardella, at Frankrig er til grin i hele verden.

"Vi vaccinerede på en uge, hvad Tyskland vaccinerede på 30 minutter," siger han til tv-stationen RTL.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier