PolicyWatch

Biden slår fast: USA er tilbage som Europas allierede

USA er tilbage som leder af den frie verden, lyder det begejstret fra den britiske premierminister.

"Jeg ved det godt. Jeg ved, at de seneste anstrengende år har testet vores transatlantiske forhold. Men USA er fast besluttet på at vende tilbage til et samarbejde med Europa," siger Joe Biden i en virtuel tale. | Foto: Tom Brenner/REUTERS / X06967

Efter en række år, hvor USA har haft sig selv som absolut højeste prioritet, er landet klar til igen at være en betroet allieret for Europa.

Sådan lyder det fredag i en tale fra USA's præsident, Joe Biden.

Biden overtog for en måned siden præsidentembedet fra Donald Trump, der i høj grad slog sig op på en "America First"-politik.

"Jeg ved det godt. Jeg ved, at de seneste anstrengende år har testet vores transatlantiske forhold. Men USA er fast besluttet på at vende tilbage til et samarbejde med Europa," siger Joe Biden i en virtuel tale.

Bidens tale er en del af en sikkerhedskonference, der traditionelt afholdes i den tyske storby München, men som i år foregår digitalt.

"Vores partnerskab har udholdt meget og er vokset gennem årene, fordi det bunder i vores fælles demokratiske værdier," siger Biden.

Bidens udmelding glæder Storbritanniens premierminister, Boris Johnson.

"Som I har set og hørt, så er USA tilbage som leder af den frie verden, og det er en fantastisk ting," siger Johnson.

"Den mørke tid er ovre. Vi runder et hjørne, og Vestens lande rykker igen sammen og forener vores store styrke og ekspertise," lyder det.

USA's nyindsatte præsident understreger fredag desuden, at "der ikke kan rokkes" ved USA's forpligtelse til forsvarsalliancen Nato.

"USA er helt og aldeles dedikeret til Nato, og jer glad for alliancens voksende militære investering, der styrker vores forsvar."

"Et angreb på én, er et angreb på alle," lyder det fra Biden.

Han henviser dermed til Natos artikel 5, også kendt som musketereden. Den er kun blevet anvendt en enkelt gang, nemlig da øvrige Nato-lande erklærede sig klar til at forsvare USA efter terrorangrebet 11. september 2001.

Bidens forgænger, Donald Trump, var anderledes kritisk over for Nato.

Trump kaldte forsvarsalliancen for forældet og truede på et tidspunkt med at trække USA helt ud af samarbejdet.

Nato består af 30 medlemslande - herunder Danmark.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier