PolicyWatch

EU fjerner stopklods for forhandlinger om øremærket barsel

Det vil ikke være EU, der står i vejen for den politiske aftale om øremærket barsel til mænd, viser svar.

Foto: Yves Herman/REUTERS / X00380

Uklarheder om, hvorvidt lige barsel mellem kønnene kunne gå i spænd med EU-lovgivningen, satte tidligere i august de politiske forhandlinger om fremtidens barsel på pause. Men den stopklods er væk.

Det viser et brev fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til ordførerne på Christiansborg.

"På baggrund af Kommissionens svar er det Beskæftigelsesministeriets vurdering, at der er et ganske stort nationalt råderum, så længe direktivernes minimumsrettigheder er sikret."

"Det er således også Beskæftigelsesministeriets vurdering, at orlovsdirektivet ikke er til hinder for en ordning, som samlet set giver forældrene det samme antal orlovsuger," skriver ministeren.

Tidligere har det været vurderingen, at man for at leve op til EU-reglerne ikke ville kunne have lige ret til barsel uden voldsomme ændringer i den samlede mængde barsel.

Skridt mod mindre uligeløn

Forhandlingerne går efter planen i gang til efteråret, når arbejdsmarkedets parter er hørt. Blandt dem er DM, tidligere Dansk Magisterforening, hvor formand Camilla Gregersen glæder sig over svaret.

"Jeg er utroligt tilfreds med, at Kommissionen har sagt god for, at barselsreglerne kan laves, så forældrene har lige ret til orlov efter fødslen og en masse uger, der frit kan overdrages mellem forældrene. Jeg kipper med flaget og knapper næsten champagne op," siger Camilla Gregersen, der også er næstforkvinde i Kvinderådet.

Også Enhedslistens ligestillingsordfører, Pernille Skipper, glæder sig.

"Nu er de juridiske hurdler af vejen. Så nu er vi reelt på vej til øremærket barsel til far. Det vil være fantastisk for fædres mulighed for at få mere barsel med deres børn og en større tilknytning. Og også et vigtigt skridt mod mindre ulige løn i Danmark," siger hun.

Modstanderne af lige ret til barsel mener, at det reelt vil være barselstvang for mænd. Det har Camilla Gregersen ikke meget til overs for.

"Der er ingen tvang ved det. Der er øremærket barsel til den fødende i dag, og det betragter man jo heller ikke som tvang. Dette her er afgørende for ligestillingen både på hjemmet og på arbejdsmarkedet," siger hun.

DM ønsker et system, hvor den fødende har i alt 16 ugers øremærket barsel, partneren 12 ugers øremærket barsel, og at resten så frit kan deles mellem de to.

SF: Øremærket barsel vil fremme ligestillingen 

Kvinder er stadig et særsyn i iværksættermiljøet 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier