PolicyWatch

EU-lande: Sociale medier skal fjerne ulovligt indhold hurtigere

EU's medlemslande har torsdag vedtaget regler om, at techgiganter kommer mere på banen og tager mere ansvar for at fjerne ulovligt indhold. "Det er os som samfund, der sætter rammerne for, hvordan udviklingen skal være og ikke techgiganterne," siger erhvervsministeren.

Simon Kollerup mener, de nye EU-tiltag har stor betydning. | Foto: Marcus Emil Christensen

Der er torsdag taget nogle store skridt i EU-regi for at beskytte borgere og virksomheder på nettet.

Det siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i forbindelse med et ministermøde i Bruxelles, hvor det digitale har været i fokus.

"I dag sikrer vi, at det bliver mere trygt for os alle sammen som danskere og europæere at færdes rundt på nettet. Og vi sikrer, at det er os som samfund, der sætter rammerne for, hvordan udviklingen skal være og ikke techgiganterne," siger han.

EU's medlemslande er torsdag blevet enige om, hvordan to retsakter på det digitale område bør se ud. Der har været brug for en opdatering af de over 20 år gamle regler på området.

Den ene del handler om den såkaldte DMA. Den skal give de største nettjenester retfærdige vilkår for andre virksomheder og forbrugere, som benytter deres tjenester.

Det vil for eksempel omfatte tjenester som Google, Amazon og Apple.

Den anden del, som EU-ministrene er blevet enige om, er den såkaldte DSA. Den handler om, at sociale medier skal tage større ansvar for at fjerne ulovligt indhold.

"Det, der bliver vedtaget i Bruxelles i dag, har stor betydning for helt almindelige danskere, der bruger de sociale medier. Og for helt almindelige danske virksomheder, der forsøger at få en webshop til at køre rundt i kampen med de allerstørste på markedet," siger Simon Kollerup.

Hvad der er ulovligt indhold, som for eksempel Facebook skal fjerne, er endnu ikke specificeret. Men det kan blandt andet være et terrorrelateret opslag, siger Kollerup.

Ifølge Kollerup burde det næsten ikke være nødvendigt at lovgive om det. Men det har man set sig nødsaget til, da indsatsen for at fjerne ulovligt indhold fra de sociale medier ikke har været god nok.

Han mener, at de regler, som EU-landene torsdag er blevet enige om, kunne have gået længere.

For eksempel mener han, at man burde pålægge platforme at forhindre, at "alt muligt bras og ulovlige produkter" kommer til Europa og dermed også de danske forbrugere.

Men han understreger, at det her kun er første halvleg. Der skal gøres mere, og det vil også ske, siger erhvervsministeren.

 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier