PolicyWatch

Gas og atomkraft får EU's grønne stempel

Et flertal i EU-Parlamentet har afvist at stoppe omstridt forslag, der vil kategorisere atomkraft og i et vist omfang naturgas som bæredygtigt.

Der var protester og demonstrationer forud for afstemningen. | Foto: PATRICK HERTZOG/AFP / AFP

Et flertal i EU-Parlamentet har onsdag afvist at stoppe et omstridt forslag fra EU-Kommissionen.

Forslaget vil kategorisere gas og atomkraft som bæredygtige investeringer i en overgangsperiode. Det er ifølge EU-Kommissionen nødvendigt for at give landene tid til at tage vedvarende energi i brug.

Kritikere mener dog, at forslaget vil åbne for langsigtede investeringer i atomkraft og gas. Det vil ifølge kritikerne vil gå imod EU’s grønne ambitioner.

Socialdemokratiets medlem af EU-Parlamentet, Niels Fuglsang kalder afstemningen ”et stort nederlag for klimaet”.

”Dagens afstemning betyder, at mange af de penge, EU har øremærket til grønne investeringer i medlemsstaternes genopretningsplaner risikerer at lande i langsigtede investeringer af atomkraft og fossil gas. Det vil i værste fald binde os til naturgas i mange år efter 2030.”

”Det synes jeg er helt på månen, og det giver dystre fremtidsudsigter for klimakampen,” siger Niels Fuglsang.

Han peger på, at loven eksempelvis betyder, at pensionskasser kan sælge atomkraft og gas som ”grønne investeringer” til deres kunder.

”Det er ren greenwashing,” siger Niels Fuglsang.

En lignende melding kommer fra Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet, Nikolaj Villumsen.

”Desværre har et flertal i EU-Parlamentet valgt at lytte mere til kortsigtede og snævre interesser fra store energiselskaber end til videnskaben og hensynet til klimaindsatsen. Det er virkelig tragisk,” siger Nikolaj Villumsen.

Modstanden mod EU-Kommissions forslag er især kommet fra den røde og grønne del af EU-Parlamentet, mens især højrefløjen i EU-Parlamentet har støttet forslaget.

Medlem af Europa-Parlamentet Linea Søgaard-Lidell (V) siger dog også nej til EU-Kommissionens forslag.

”Jeg er simpelthen så skuffet over afstemningen i dag og over, at vi ikke lykkes med at stoppe Kommissionens håbløse beslutning,” siger hun.

EU-Kommissionen begrunder dog forslaget med, at det er nødvendigt for at hjælpe flere EU-lande igennem overgangen til grøn energi.

EU-kommissæren for finansielle tjenesteydelser, Mairead McGuinness, erkendte dog forud for afstemningen, at forslaget ikke er ideelt:

”Jeg har aldrig kaldt gas for ”grøn energi”. Det er et fossilt brændstof. Og det kan jeg sige på flere sprog, hvis der er behov for det,” sagde hun tirsdag forud for afstemningen.

Hun understregede dog samtidig, at forslaget er nødvendigt og ”pragmatisk” i den nuværende situation med mangel på energi.

”Nogle medlemslande, der bevæger sig væk fra beskidte, fossile brændstoffer, har brug for gas i overgangsfasen. Atomkraft er også del af vores energimix i overgangsfasen,” siger Mairead McGuinness.

Peger på greenwashing

Blåstemplingen fra EU-parlamentet har forkrøblet EU’s troværdighed, mener NGO’en European Environmental Bureau (EEB).

Det peger på en potentiel ”greenwashing”, lyder det i en pressemeddelelse.

”Troværdigheden af det europæiske grønne projekt er uden tvivl svagere i dag end i går. Civilsamfundsorganisationer ser denne politiske handling som et uberretiget brud på løfterne om EU’s grønne pagt,” siger Patrick ten Brink, generalsekretær hos EEB, ifølge meddelelsen.

EU-parlamentarikere kritiserer investeringer i gas og atomkraft

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier