PolicyWatch

Ukraine og Rusland indgår aftale om korneksport

Fredag eftermiddag har Ukraine og Rusland indgået en aftale, som skal give ukrainske fragtskibe lov til at eksportere korn igen.

Foto: Jens Dresling

FN’s generalsekretær, António Guterres, bekræfter fredag under en ceremoni i Tyrkiet, at Ukraine og Rusland vil åbne for eksport af hvede.

Det vil betyde, at der vil blive åbnet for hvedeeksport fra Odesa og to andre ukrainske havne: Tjernomorsk og Pivdennyj. Også Rusland vil få mulighed for mere eksport.

Det sker efter mægling fra Tyrkiet og dets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Ifølge Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, betyder det, at Ukraines korneksport kan ”begynde inden for de nærmeste dage”. Det skriver AFP.

Sjojgu stod i spidsen for den russiske delegation, som deltog i ceremonien i Istanbul.

Rent teknisk er aftalen ikke mellem Ukraine og Rusland. De underskriver den hver for sig med Tyrkiet og FN.

Ukraine og Rusland har været i krig, siden russiske styrker 24. februar angreb nabolandet.

Ukraine er som Rusland en af verdens største eksportører af hvede. Men Rusland har under krigen haft kontrollen med Sortehavet. Dermed har det forhindret, at hveden fra Ukraine har kunnet sejles ud til den øvrige verden.

”Rusland har påtaget sig en forpligtelse, som klart fremgår af dette dokument. Vi vil ikke udnytte det faktum, at havnene vil blive klargjort og åbnet. Det har vi lovet,” siger Sjojgu.

For FN har det overordnede mål med aftalen været at forhindre, at millioner vil sulte som følge af høje priser på brød, madolie og kunstgødning.

Den største importør af ukrainsk hvede er Egypten.

FN’s generalsekretær fremhæver, at aftalen vil genoprette Ukraines hvedeeksport. Men samtidig vil den - trods hårde vestlige sanktioner - gøre det muligt for Rusland i et vist omfang at eksportere hvede og kunstgødning.

Prisen på hvede faldt i løbet af fredagen på verdensmarkedet ved udsigten til aftalen.

Men samtidig fortsætter den blodige krig i Ukraines østlige del. Og der er en dyb mistro mellem parterne.

De delegerede fra Ukraine og Rusland, der var mødt op i Istanbul, nægtede at sidde ved det samme bord, da de underskrev aftalen. De to landes flag blev anbragt sådan, at de ikke kom til at stå ved siden af hinanden.

”Hvis der bliver provokationer, så vil der kommet et øjeblikkeligt militært svar,” lyder det fra Mykhailo Podoljak. Han er rådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Fagforening raser over britisk regerings fortsatte brug af P&O Ferries

EU indleder nye retlige opgør om Nordirland efter brexit

Bavarian Nordic forventer europæisk godkendelse til udvidelse af vaccine til abekopper inden længe

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier