PolicyWatch

Ellemanns farvel skaber usikkerhed om Venstre-plads i Bruxelles

Karen Ellemanss farvel til Folketinget for at blive generalsekretær for Nordisk Råd sætter gang i en indviklet rokade. Hvis suppleant Erik Poulsen takker nej til plads i Europa-Parlamentet, kan Venstre-mandat gå til andet parti.

Karen Ellemann udløser en lang rokade, der kan ende med tab af et Venstre-mandat i Europa-Parlamentet. | Foto: Claus Bech

Karen Ellemanns farvel til Folketinget kan potentielt koste Venstre et mandat i Europa-Parlamentet i Bruxelles.

For det sætter en større stoleleg i gang.

Hendes mandat i Folketinget overtages af suppleanten Kim Valentin. Han havde, efter han i første omgang ikke blev valgt ved folketingsvalget, ellers takket ja til at tage til Europa-Parlamentet, hvor Linea Søgaard-Lidells plads blev ledig efter hendes indvalg i Folketinget.

Valentin er nummer to på Venstres suppleantliste, men da EU-parlamentarikerne Søren Gade og Linea Søgaard-Lidell blev valgt ind i Folketinget, blev to pladser ledige.

Den ene går til Bergur Løkke Rasmussen, der er førstesuppleant. Og så var det fastlagt, at Kim Valentin tog den anden ledige plads i Venstres parlamentsgruppe på fire.

Men med hans tilbagevenden til Folketinget tilbydes pladsen nu til nummer tre på suppleantlisten.

Det er Erik Poulsen, der dog til Dagbladet Ringkøbing-Skjern i oktober meddelte, at han vil takke nej. Det skyldes blandt, at han har fået et job, han ikke vil forlade. Desuden har han ifølge avisen meldt sig ud af Venstre. Men han kaldte også muligheden for en plads i Europa-Parlamentet for ”hypotetisk”.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Erik Poulsen om, hvorvidt han fastholder sit nej.

Gør han det, kan Venstre risikere at miste mandatet. For de to næste suppleanter er henholdsvis Charlotte Munch og Theresa Blegvad.

Siden valget til Europa-Parlamentet i 2019 har de begge skiftet parti. Charlotte Munch er netop blevet valgt til Folketinget for Danmarksdemokraterne, mens Theresa Blegvad er medlem af De Konservative nu.

Theresa Blegvad har tidligere siddet i Aarhus Byråd. Hun oplyser til Ritzau, at hun nu vil overveje den ”interessante mulighed”. Inden da vil hun dog i dialog med Venstre.

Charlotte Munch vil mandag aften melde ud, hvad hun siger til en mulig plads i EU-parlamentet, oplyser hun.

Næste navn på listen er Henrik Noes Piester. Han stillede i 2021 op ved kommunalvalget i Svendborg Kommune, hvor han ikke blev valgt.

Det blev mandag annonceret, at Karen Ellemann fra begyndelsen af 2023 tiltræder som generalsekretær for Nordisk Ministerråd. Hun har siddet i Folketinget siden 2007 og bestridt en række ministerposter.


Kontakt
Ulrik Rohde Sørensen

Telefon
33300495

Mail
politik@ritzau.dk

Karen Ellemanns (V) udtræden af Folketinget kan potentielt føre til, at Venstre mister et mandat i Europa-Parlamentet, da flere suppleanter har skiftet parti. (Arkivfoto). - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

TIDLIGERE VERSIONER

14.32 Ellemanns farvel skaber usikkerhed om Venstre-plads i Bruxelles 3. version

14.22 Ellemanns farvel skaber usikkerhed om Venstre-plads i Bruxelles 2. version

14.05 1. version

EMNER

politisk parti og bevægelse

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier