Trump: Kina vil reducere og fjerne told på biler fra USA

Kina er gået med til at "reducere og fjerne" told på amerikanske biler.
Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på Twitter tidligt mandag morgen dansk tid.
"Kina har indvilget i at reducere og fjerne told på biler, der kommer ind i Kina fra USA. Lige nu er tolden på 40 procent," lyder det fra præsidenten.
Lørdag indgik Trump og Kinas præsident, Xi Jinping, en 90 dages våbenhvile i toldkrigen mellem de to lande.
Det skete efter et bilateralt møde på 2,5 time under weekendens G20-topmøde i den argentinske hovedstad, Buenos Aires.
Våbenhvilen betyder, at landene de næste måneder vil afholde sig fra at indføre yderligere straftoldsatser rettet mod hinanden.
Det skal give landene tid til at arbejde sig frem til en permanent aftale.
Forud for mødet langede USA's øverste embedsmand på handelsområdet, Robert Lighthizer, ud efter Kina for at have pålagt amerikanske biler en uhørt høj told.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er Kinas told på 40 procent mere end dobbelt så høj som Kinas told på biler fra andre lande.
Også højere end USA's told på 27,5 procent på biler og dele til biler fra Kina.
Det er dog ikke kun kineserne, der er blevet ramt af præsidentens kamp mod det, han kalder "uretfærdigheder" i den internationale handel.
I marts besluttede den amerikanske præsident at hæve toldsatserne på USA's import af aluminium og stål med henholdsvis 10 og 25 procent.
Trump sagde i den sammenhæng, at beslutningen blev taget for at sikre nationens sikkerhed. Men den har altså kastet USA ud i en strid med flere internationale handelspartnere - og altså i særlig grad Kina.
Men også EU, Canada og Mexico bliver ramt af de hævede toldsatser. Derfor valgte handelsrepræsentanter fra en række EU-lande og Canada i oktober at tage sagen op i den internationale handelsorganisation WTO.
/ritzau/
Relaterede artikler:
Våbenhvile i handelskrig mellem EU og USA er usikker
For abonnenter