Trump åben for at udskyde toldforhøjelser på Kina

USA's præsident vil ikke nødvendigvis indføre de varslede toldforhøjelser 1. marts, hvis de to lande ikke har nået en handelsaftale.
USA's præsident, Donald Trump. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Andrew Harnik
USA's præsident, Donald Trump. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Andrew Harnik
RITZAU FINANS

Den amerikanske præsident Donald Trump er åben over for at passere den fastsatte deadline, den 1. marts, uden en handelsaftale og alligevel ikke straks gennemføre den varslede toldforhøjelse på kinesiske varer. Det skriver Bloomberg News.

"Hvis vi er tæt på en aftale, hvor vi tror, vi kan lave en rigtig aftale, og at det vil ske, kan jeg se mig selv lade det glide en kortere periode," sagde Trump til journalister i forbindelse med et regeringsmøde i Det Hvide Hus tirsdag.

"Men generelt er jeg ikke tilbøjelig."

I november sidste år indgik præsident Trump en 90 dages våbenhvile i handelskrigen med sin kinesiske modpart, præsident Xi Jinping.

Efter indgåelsen af våbenhvilen har de to lande sat sig til forhandlingsbordet i en mere struktureret proces. Det har også betydet, at planlagte toldforhøjelser fra USA's side på kinesiske varer for 200 mia. dollar fra 10 til 25 pct. blev udsat fra 1. januar til den 2. marts.

Mandag tog de amerikanske topforhandlere i dialogen med Kina, handelsrepræsentant Robert Lighthizer og finansminister Steven Mnuchin, til Kina, hvor de i denne uge skal mødes med vicepremierminister Liu He.

Målet er at nå en handelsaftale mellem de to lande, men det ser sværere og sværere ud at nå et resultat, inden våbenhvilen officielt udløber den 1. marts.

I sidste uge slog præsident Donald Trump også fast, at der ikke er udsigt til et nyt møde mellem ham og præsident Xi Jinping, inden den fastsatte deadline den 1. marts. Samtidig fortalte Trumps nærmeste økonomiske rådgiver, Larry Kudlow, at der var "betydelig" afstand mellem parterne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu