PolicyWatch

Trumps toldafgifter dækker ikke støttepakker til landbruget

USA's told på varer fra Kina har givet mindre end den støtte USA har givet eget landbrug under handelsstrid.

USA's præsident Donald Trump. | Foto: Leah Millis / Reuters / Ritzau Scanpix

De toldafgifter på kinesiske varer, som USA's præsident, Donald Trump, har indført, har frem til onsdag i sidste uge indbragt USA 20,8 milliarder dollar.

Det viser tal fra den amerikanske regering ifølge The New York Times.

Toldafgifterne har udløst et lignende modsvar fra Kina på særligt amerikanske landbrugsvarer. Derfor har den amerikanske regering sprøjtet 28 milliarder dollar ud til det amerikanske landbrug i støtte.

Avisen har lavet opgørelsen, fordi præsident Trump oplyste, at Kina har skåret i sine køb af landbrugsprodukter med 16 milliarder. Men ifølge Trump havde USA tjent "langt, langt mere" på afgifterne.

"Vi har tjent milliardvis af dollar fra Kina på importafgifter," sagde Donald Trump ved et pressearrangement ifølge The New York Times.

Indtægterne fra toldafgifterne betaler dermed ikke for de støttepakker, der er blevet gennemført i forbindelse med handelsstriden. 

Ud over de direkte indtægter og udgifter for den amerikanske stat forbundet med handelsstriden kommer stridens påvirkning på amerikansk og kinesisk økonomi.

Ifølge The New York Times har de højere toldafgifter gjort mere ondt på kinesisk økonomi end den amerikanske.

De to lande forhandler stadig om en løsning, der skal sænker toldafgifterne igen. De seneste måneder er forhandlingerne dog tilsyneladende kørt fast.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier