PolicyWatch

Danske myndigheder hæver sikkerhedsniveauet for skibe nær Iran

Sikringsniveauet for danske skibe i Hormuzstrædet nær Iran bliver nu hævet. Danske Rederier ser det som et naturligt skridt.

Billedet er et arkivfoto Foto: Hamad I Mohammed/Reuters/Ritzau Scanpix

Danske myndigheder hæver sikringsniveauet for danske skibe i Hormuzstrædet nær Iran.

Det oplyser Forsvarsministeriet til Ritzau.

Sikringsniveauet øges på baggrund af den forværrede situation i Mellemøsten, der følger af en eskalerende konflikt mellem USA og Iran, oplyser ministeriet.

Sikringsniveauet øges fra niveau et til niveau to - af i alt tre niveauer.

I en kommentar til ShippingWatch oplyser Danske Rederier, at danske rederier i forvejen har taget de nødvendige foranstaltninger.

"Det er kun naturligt, at den usikkerhed, der er i Mellemøsten, gør, at myndighederne vurderer, at det nu er relevant at hæve sikringsniveauet i Hormuzstrædet og den nordlige del af Omanbugten," lyder det fra Maria Skipper Schwenn, direktør i Danske Rederier, som også skriver:

"Det er vigtigt at nævne, at danske myndigheder ikke har specifikke informationer om trusler mod danske skibe, og at de danske rederier allerede længe har taget de sikkerhedsforanstaltninger, der er nødvendige i denne situation. I Danske Rederier følger vi fortsat situationen tæt og er i dialog med medlemmer og myndigheder."

Norges Rederiforbund oplyste tidligere på ugen, at situationen bliver fulgt tæt.

Den seneste tids udvikling har dog ikke fået organisationen til at ændre på sine anbefalinger, der tidligere er blevet givet til norske redere, der sejler i området.

Norges Rederiforbund opfordrer bl.a. fortsat medlemmerne til øget opmærksomhed i området og at gennemføre "gode risikovurderinger og opdatere beredskabsplanen om bord ved at tage opdateret information om sikkerhedssituationen i brug."

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie ShippingWatch)

Danske Rederier opfordrer skibe til forsigtighed i Hormuzstrædet

Trump vil optrappe sanktioner over for Iran

Dansk erhvervsliv slukker drøm om iransk eksporteventyr

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier