PolicyWatch

Grønt støtteparti baner vej for historisk regeringsdannelse i Irland

To rivaliserende midterpartier former regering med støtteparti, som fredag stemte for historisk koalition.

Foto: LORRAINE OSULLIVAN/Ritzau Scanpix

Fire måneder efter parlamentsvalget i februar er der endelig dannet en regering i Irland.

Og der er tale om en historisk koalition bestående af de ellers rivaliserende midterpartier Fine Gael og Fianna Fáil. De to partier kunne dog ikke danne regering alene og havde brug for opbakning fra det mindre parti De Grønne for at have flertal.

Ved en afstemning fredag stemte et stort flertal af miljøpartiets medlemmer - 76 procent - for en koalition, hvor De Grønne indgår som støtteparti.

Det skriver flere britiske medier, heriblandt The Guardian.

Dermed er der også sat navn på Irlands næste premierminister. Det bliver lederen af partiet Fianna Fáil, Micheál Martin. Han forventes at sidde på posten, inden han overdrager embedet til lederen af Fine Gael ved udgangen af 2022.

Afgående premierminister Leo Varadkar, leder af Fine Gael, ventes at blive præsenteret som ny vicepremierminister i den nye regering. Han ryddede sit kontor fredag.

De tre partier har skrevet under på en aftale, der blandt indeholder en øget indsats for at bekæmpe klimaforandringerne.

Samtidig skal de tre partier arbejde sammen for at få den irske økonomi tilbage på sporet efter coronakrisen.

"Der ligger et stort ansvar på vores skuldre nu, fordi vi har et stykke arbejde foran os," siger lederen af De Grønne, Eamon Ryan.

"Vi skal arbejde sammen med vores partnere i regeringskoalitionen for at få vores land ud af en dyb økonomisk krise," tilføjer han.

Aftalen mellem de tre partier er samtidig afslutningen på et politisk dødvande, der har præget Irland siden valget i februar.

Udbruddet af coronavirus har været stærkt medvirkende til, at forhandlingerne om en regeringsdannelse har trukket ud.

Fianna Fáil og Fine Gael var bitre rivaler under den irske borgerkrig i 1922-1923. De har aldrig indgået på lige fod i en regering før.

Fiánna Fail har dog støttet Fine Gaels mindretalsregering siden 2016.

Brexit-usikkerhed tynger danske virksomheder: "Det er svært"

Irland vil presse EU til at straffe Brasilien for ødelagte skove

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier