PolicyWatch

Nye beviser mod Trump ventes fremlagt i rigsretssag

Klokken 19.00 dansk tid indleder Senatet den anden rigsretssag mod Trump, der selv bliver væk.

Demokraterne, der fungerer som anklagere i rigsretssagen, forventes at fremlægge beviser i form af videooptagelser fra 6. januar, hvor en stor gruppe Trump-tilhængere stormede Kongressen. | Foto: NICHOLAS KAMM/AFP / AFP

Anklagerne i rigsretssagen mod USA's tidligere præsident Donald Trump vil fremlægge beviser, der ikke tidligere har været fremme i offentligheden, når sagen indledes i Senatet senere tirsdag.

Det oplyser medarbejdere hos nogle af anklagerne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De løfter dog ikke sløret for, hvilke beviser der er tale om. De oplyser heller ikke, om de har i sinde at indkalde vidner, hvis Senatet beslutter at tillade det.

Demokraterne, der fungerer som anklagere i rigsretssagen, forventes at fremlægge beviser i form af videooptagelser fra 6. januar, hvor en stor gruppe Trump-tilhængere stormede Kongressen.

Anklagen mod Trump lyder på, at han bevidst oppiskede sine tilhængeres vrede ved gentagne gange at hævde, at der var sket omfattende snyd ved valget 6. november sidste år, og at valgsejren blev "stjålet" fra ham.

Kongresmedlemmerne måtte søge tilflugt i sikrede rum, da de vrede Trump-vælgere trængte ind i kongresbygningen.

Blandt dem var også en hel del republikanske senatorer. Forud for tirsdagens rigsretssag har de på forhånd gjort det klart, at de ikke vil dømme Trump ved den rigsretssag.

Trump har været stort set tavs, siden han forlod Det Hvide Hus 20. januar. Han er flyttet til Florida, hvor han bor sammen med familien på sit feriested Mar-a-Lago.

Men han har via sine advokater meddelt, at han ikke vil vidne i sagen, der indledes klokken 19.00 dansk tid.

Hans forsvarshold kalder sagen "absurd" og hævder, at en tidligere præsident ikke kan stilles for en rigsret.

Demokraterne indledte sagen 13. januar, mens Trump stadig sad i embedet.

De peger på, at forfatningen ikke nævner noget om, at ekspræsidenter ikke kan dømmes i Senatet.

Trump er den første præsident i USA's historie, der for anden gang stilles for en rigsret.

Uden for kongresbygningen vidner metalbarrierer og tusinder af soldater fra Nationalgarden om, at der fortsat er stor splittelse i USA.

Soldaterne har været indsat siden urolighederne den 6. januar for at sørge for kongresmedlemmernes sikkerhed.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier