PolicyWatch

Amerikanerne støtter Joe Bidens minimumsløn

Bidens forslag har mødt stor politisk modstand i Washington fra Republikanernes side.

Foto: LUCY NICHOLSON/REUTERS / X90050

Som en del af sin foreslåede hjælpepakke har USA's præsident, Joe Biden, foreslået, at minimumslønnen i USA løftes til 15 dollar i timen i 2025. Og det ser ud til, at amerikanerne støtter op om den tanke.

En ny meningsmåling fra Reuters/Ipsos viser, at 59 pct. af amerikanerne er for den foreslåede minimumsløn, mens blot 34 pct. er i mod.

Forslaget har dog mødt stor politisk modstand i Washington, hvor Republikanerne ikke er enige med den demokratiske præsident.

Kongressens to kamre har imidlertid vedtaget en ny budgetplan, som betyder, at Kongressen med snævre simple flertal kan vedtage hjælpepakken på samlet set 1900 mia. dollar, men det ventes først senere torsdag at blive klart, om ny lovgivning på lønområdet også kan vedtages med det smalleste flertal i Senatet.

Et par demokratiske senatorer har dog udtrykt tvivl omkring forslaget, så det er ikke sikkert, at Demokraterne kan stemme en ny minimumsløn igennem på egen hånd, selv hvis reglerne i Senatet tillader det. Demokraterne har 50 senatspladser, mens Republikanerne har det samme. Derfor er vicepræsident Kamala Harris' stemme afgørende.

Den nuværende minimumsløn er på 7,25 dollar i timen. Fortalere for en højere løn peger på, at det kan løfte mange amerikanske familier ud af fattigdom, mens modstanderne ofte fremhæver, at det kan koste arbejdspladser. Regeringsøkonomers beregninger underbygger begge positioner.

To republikanske senatorer, Mitt Romney og Tom Cotton, foreslog tidligere torsdag et kompromis om et løft af minimumslønnen til 10 dollar i timen, skriver Reuters.

USA's finansminister: Vacciner er bedste hjælp til global økonomi

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier