PolicyWatch

USA er foran med vaccinationer - 19. april åbnes de for alle

Joe Biden har som mål, at 200 millioner doser vacciner skal gives inden hans første 100 dage som præsident.

Joe Biden. | Foto: MANDEL NGAN/AFP / AFP

USA's præsident, Joe Biden, vil meddele, at alle amerikanere fra 19. april vil få adgang til at blive vaccineret mod covid-19.

Det oplyser en anonym embedsmand i Det Hvide Hus til nyhedsbureauet AFP.

Det har været en af Bidens højeste prioriteter at få optrappet vaccinationerne i USA, siden han blev indsat som præsident 21. januar.

Ifølge avisen The New York Times er det positive tilbagemeldinger fra næsten alle USA's delstater, der gør, at præsidenten vil melde 19. april ud som den officielle dato, hvor vacciner bliver tilgængelige for alle.

Det ventes han at gøre, når han senere tirsdag besøger et vaccinationscenter i delstaten Virginia.

Da Biden i sidste måned meldte en dato ud for vacciner til alle, lød den på 1. maj. Det vil sige vacciner til alle over 16 år.

Biden har tidligere udtrykt håb om, at 200 millioner doser vacciner kan være givet, inden han runder sine første 100 dage i embedet som præsident. Det er et mål, som han ser ud til at nå ifølge The New York Times.

Der bliver hver dag givet omkring tre millioner stik med vacciner mod covid-19 i USA. Da Biden blev indsat som præsident i januar, var det kun en million doser ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder.

Det er et kapløb mod coronasygdommen. Og det ser ikke alle steder i USA til at gå så godt trods de mange vaccinerede.

Der meldes i gennemsnit om 64.000 nye smittede hver dag hen over USA. Det er en stigning på 18 procent i forhold til for to uger siden.

Men da det stod værst til tilbage i januar, var der over en kvart million smittede dagligt.

USA har ført en meget restriktiv politik i forhold til eksport af vacciner produceret i USA.

Her har EU som verdens største producent af vacciner været i førersædet med eksport til tredjelande.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier